Der er mindst fire gode grunde til et togmuseum i Sporbyen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hvorfor er det væsentligt, at Randers snart får et togmuseum, kan du spørge dig selv om.
Det er der flere grunde til.
For det første har Randers haft en stolt tradition for at bygge tog. Helt tilbage i 1861 grundlagde Peto, Brassey & Betts fabrikken Hvidemølle på området nedenfor Randers Hospitals kirkegård.
Togfabrikken flyttede siden til Dronningborg og er nok bedst kendt som Scandia. Der var på det tidspunkt 855 ansatte. Togfabrikken blev lukket ned i 2014.
Der er stadig masser af tidligere ansatte og deres familier, der kender togfabrikken. Der er i årtier uddannet tusindvis af lærlinge på fabrikken, hvis viden er blevet brugt i utallige andre virksomheder i Randers.
Det er stolthed over, hvad vi har kunnet præstere i Randers. Dengang var fabrikken et minisamfund, der også tog sig af de svage og beskyttede hinanden, blandt andet gennem fagforeninger, begravelseshjælp og et utal af interne foreninger med finurlige formål. Men altid med sammenholdet som drivkraft.
For det andet haster det med at formidle fortællingerne om togfabrikkens betydning for Randers. Ildsjælene bag det nye museum bliver ikke yngre, så deres viden skal bruges, mens de stadig lever.
For det tredje kan et nyt museum skabe liv i Sporbyen, hvor flere faldefærdige bygninger stadig henstår som noget fra en svunden tid. Samtidig er der langt mellem nye byggeprojekter på den gamle togfabrik i disse år.
For det fjerde er håbet, at det nye togmuseum kan skaffe bare en lille smule flere turister til byen, der selvfølgelig skal se museet som en af oplevelserne i middelalderbyen Randers.
Jo flere tilbud vi har i vores by, desto bedre.
Måske kan et togmuseum gøre borgerne i Randers en lille smule mere stolte af deres by? Hvad mener du?