I Tolløkke Skov står en kvindeeg og et forelsket bøgetræ

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I anledning af det nært forestående 110-års jubilæum for indførelse af kvindernes stemmeret til Rigsdagen er lokalforeningen ”Frie Kvinder” i fuld gang med forberedelserne til den store dag ude i Tolløkke Skov.

For i Danmarks smukkeste fredsskov, Tolløkke Skov, blev der Grundlovsdag 5. juni 1915 plantet et smukt egetræ for at markere dagen for kvindernes ret til at stemme til Rigsdagen og måske endnu vigtigere: retten til at kunne lade sig opstille.

Træet blev døbt ”Kvindeegen”. Ved hundredårsjubilæet i 2015 blev det af Danmarks Naturfredningsforening adlet med titlen ”Evighedstræ”, hvilket samtidig betød en evigheds-fredning. Der blev samme dag i 1915 rejst en stele foran træet med begivenheden majestætisk mejslet ind i stenen.

Det dengang mere end 200 år gamle bøgetræ ”Rufus”, som står solidt plantet overfor kvindeegen, blev så oprørt over denne for ham ydmygende underkastelse for kvindekønnets ”tiltuskede” rettigheder, at han samme nat i arrigskab slog et gedigent stykke af stenen af i dens højre side med én af sine store fiberrige bøgegrene.

Skaden er meget iøjefaldende, når man besøger ”gerningsstedet”. Heldigvis ”overlevede” teksten. Den gode Rufus var nemlig ikke et bøgetræ, man bare spøgte med. Han var og er stadig Tolløkke Skovs enerådige skovpatriark - så det var vel forventeligt, at han måtte reagere, som han gjorde.

Hvert år 5. juni mødes mange kvinder og enkelte ”kønsforvirrede” mandspersoner ved Kvindeegen for at markere dagen. Ved den lejlighed gøres området pænt i stand, og stenen renses for intimiderende algevækst, så det glade budskab atter bliver synligt.

Med den første Grundlov 5. juni 1849 blev Danmark således et modificeret demokrati til glæde for de ganske få. Grundloven gav kun 15 procent af Danmarks befolkning mulighed for at stemme til Rigsdagen. Det var således kun ustraffede og selvforsørgende mænd over 30 år, der nød denne gunst. Fruentimmere, fattiglemmer, tyende, tugthusfanger og fjolser var således udelukket fra det gode ”demokratiske” selskab.

Først i 1915 fik Danmark et demokrati uafhængigt af status og køn. Nu kunne samfundets ”udstødte” også lade sig opstille til både Folketinget og Landstinget. Kvinderne fik efter lang tids ihærdig agitation stemmeret til menighedsrådene i 1903, til kommunalbestyrelserne i 1908 og nu også til Rigsdagen i 1915. Indtil sidst i 1800-tallets Europa var kvinder stort set uden muligheder uden for hjemmet, hvis de ikke havde en mand som værge. I de fleste muslimske lande er man stadig ikke nået videre.

Allerede ved første valg i 1918 blev ni kvinder valgt ind i Folketinget/Rigsdagen - Nina Henriette Wendeline Bang var én af dem. Hun blev 23. april 1924 Danmarks første kvindelige minister og samtidig også verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk regering. Så naturligvis kan vi være stolte af vores demokrati.

Den gode Rufus galskab fortog sig langsomt ad åre. Raseriet over placeringen af Kvindeegen udviklede sig mere og mere til en helhjertet forelskelse. Trods sin fremskredne alder kunne han ikke længere stå for den skønne unge velproportionerede Kvindeeg, som hvert år i slutningen af maj iklædte sig sommerens forførende grønne klædedragt. Lidt forskelligt fra vi mennesker, som fokuserer mere på glæderne ved nøgenheden.

Rufus sitrede hvert år af stor ukontrolleret vellyst, når Kvindeegen ”blottede” sin sommerdragt. Euforien fik bøgen til at ryste så voldsomt, at resterne af efterårets bog i de krøllede frøkapsler løsnede sig og faldt til jorden. Selv uopmærksomme rødegern fulgte ofte uforvarende med i faldet.

Jeg besøger Rufus hvert år sidst i maj og fornemmer altid hans sitrende forårskådhed. I et øjebliks adfærds-botanisk begrebsforvirring kan jeg godt forledes til at tro, at ”Rufus” er en bævreasp. Men det er han ikke. Han er et stolt ædelt bøgetræ, der på lykkelig uskyldig vis er blevet indhyllet i kærlighedens lystbetonede følelser ved mødet med det unge ”trækød”. Måske vil vi en dag opleve Tolløkke Skov dækket med en righoldig flora af fælles ”Olden-børn”.

Kravet om kvindernes valgret var et led i en international kamp for kønnenes ligestilling. Kvinders valgret og mulighed for at blive valgt til politiske poster var et vigtigt skridt i retning af at ændre mandens rolle i familien. Og tiden har i høj grad vist, at det er lykkedes. Om den gode Rufus er helt med på ideen, kan jeg godt tvivle lidt på. Men han er helt sikkert på rette vej.