Fortsæt til indhold

»Lad os erstatte ordet plejecenter med plejehjem«

Debat
Mette NøhrByrådsmedlem i Favrskov, Det Konservative Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har altid ment, at plejecenter er en trist betegnelse. Kold, fjern og rigtig systemagtig. Der er ikke meget hjertevarme, omsorg og hygge over ordet plejecenter.

De ældre bor ikke på et center. De bor i et hjem. Derfor bør det selvfølgelig hedde plejehjem.

Desværre hedder det plejecentre i Favrskov, selv om jeg og mange andre konsekvent kalder det plejehjem. Men det kan vi ændre på. Snart skal vi navngive det plejehjem, som er ved at blive bygget i Hadsten. I den forbindelse foreslår Ældrerådet i Favrskov, at vi kalder det plejehjem frem for plejecenter. Det er en fremragende idé, som jeg i den grad bifalder.

De ældre bor ikke på et center. De bor i et hjem. Derfor bør det selvfølgelig hedde plejehjem.

Jeg synes, det er fuldstændig oplagt, at vi nu, hvor vi skal navngive et nyt sted, kalder det plejehjem frem for plejecenter. Det giver ikke mening at navngive det plejecenter og så finde ud af om et år, at vi alligevel skulle have døbt det plejehjem. Lad os lægge ud med nybyggeriet i Hadsten, og så kan resten af Favrskovs plejehjem følge efter.

Jeg har så meget respekt for skatteborgernes penge, at jeg ikke mener, at vi fra den ene dag til den anden skal skrotte skilte, brevpapir og andre effekter, hvor der står plejecenter på. Vi skal foretage skiftet løbende, så vi holder omkostningerne nede.

Det er i øvrigt tankevækkende, at den nye ældrelov, som træder i kraft den 1. juli i år, ikke opererer med navnet plejecenter. Det hedder plejehjem i lovgivningen. Jeg synes, at det er endnu et godt argument for, at vi tager hul på navneskiftet i Favrskov.