Træerne var ikke blot pynt – men nu er de væk. Det svarer til at fyre blæsergruppen i et bigband og forvente, at musikken stadig klinger fyldigt og rigt
»Bygninger skal vedligeholdes, det skal træer også. Indimellem går træer ud, der opstår risiko for at de vælter, så skal de selvfølgelig udskiftes,« skriver arkitekt og byrådskandidat Hans Jørgen Vesthardt (M).
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Som arkitekt og byrådskandidat for Moderaterne har jeg længe savnet den grønne kjole på vores maskuline politistation.
Aarhus Politistation, tegnet af Alex Poulsens Arkitektkontor i samarbejde med landskabsarkitekt J. Arevad-Jacobsen, er tænkt som mere end blot en arbejdsbygning. Bygningen var en helhed, hvor de røde murstensfacader blev komplementeret af en bevidst komposition af træer.
Træerne var ikke tilfældige indslag, men nøje udvalgte arkitektoniske greb, der skabte rytme, spil og ro midt i byens travle puls og gav stedet dets særlige karakter.
Træerne gav liv til facadernes store, stringente teglvægge. De skabte et spil mellem naturens organiske former og de menneskeskabte murflader. Træerne var et åndedrag i byens træ-arkitektoniske fortælling – en poetisk pause i det urbane landskab.
Men nu er træerne væk.
Fjernet af Bygningsstyrelsen, muligvis på grund af risikoen for, at de kunne vælte. Der bør plantes nye, halvstore træer i respekt for den overordnede komposition. Politistationen står tilbage – afklædt og nøgen – som et bigband uden sin blæsersektion.
Det svarer til at fyre blæsergruppen i et bigband og forvente, at musikken stadig klinger fyldigt og rigt. En nøgen skal af mursten uden det grønne bånd, der engang gjorde stedet til en imødekommende pause midt i byens travlhed.
Hvis man vil rive en bygning ned, kræves der en nedrivningstilladelse – burde vi så ikke også kræve en tilsvarende tilladelse, når vi fjerner træer, der er en integreret del af en arkitektonisk helhed?
Bygninger skal vedligeholdes, det skal træer også. Indimellem går træer ud, der opstår risiko for at de vælter, så skal de selvfølgelig udskiftes.
Træerne var ikke blot pynt.
De var en del af arkitekturens musik – en væsentlig komponent i den harmoniske helhed, der gav Aarhus Politistation karakter, ro og menneskelig skala.
Det er på tide at tænke langsommere. At standse op. At insistere på, at arkitektur ikke alene handler om mursten og funktion, men også om ånd, rytme og eftertanke.
Lad os klæde politistationen på igen – ikke bare for byens skyld, men for fællesskabet, som har brug for pauser, poesi og skønhed i det offentlige rum.
Kan vi i vores ellers fantastisk velgennemarbejdede arkitekturpolitik, udarbejdet af stadsarkitekten, indarbejde en passus om, at træfældning kræver en træfældningstilladelse?
Der foregår en registrering af bevaringsværdige træer, i Magistraten for Teknik og Miljø, et stort arbejde. Det må være ressourcebesparende, enklere, lettere og mere ”grønt” at frede alle træer.