Grundtvig havde ret. Bibelen siger meget, som ikke nødvendigvis er god kristendom

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I sensommeren 1825 udsendte N.F.S. Grundtvig et skrift, som sidenhen fik stor betydning – både for ham selv og for vores folkekirke. Grundtvig havde haft sit første store sammenbrud, hans fars præsteembede var gået til anden side, og han var for længst blevet kendt for sin polemiske stil. Verdenshistorisk slagsbror, brølende grovsmed, jodlende friskfyr og ølnordisk kæmpe var nogle af de prædikater, som den langt yngre Søren Kierkegaard sidenhen satte på ham.

Egentlig var det meningen, at Grundtvig blot skulle skrive en anmeldelse af en nyudgivet bog, nemlig en bog af teologiprofessor H.N. Clausen – men det udartede. Grundtvig kunne ikke styre sig; han fór i flæsket på Clausen, og ud af al polemikken og vreden fødtes en mageløs opdagelse. En opdagelse, som kom til at præge vores folkekirke. En opdagelse, som i øvrigt førte til en injuriesag – for H.N. Clausen ville ikke finde sig i tilsvining. Grundtvigs skrift kom til at hedde Kierkens Gienmæle.

Grundtvig mente, at H.N. Clausen sagde »alt, hvad der lader sig høre, uden dog i Grunden at sige det mindste«. Et luftkastel, kaldte han professorens anskuelse. Egentlig var H.N. Clausen en god teolog – ja, han var så god, at han holdt stramt fast i skriftprincippet: at Skriften, altså Bibelen, er og bliver den eneste rettesnor for al kristendom. Af den grund måtte lærde folk som Clausen granske Bibelen på deres studerekammer.

Grundtvig var uenig. Man geråder i problemer, hvis man gør Bibelen til rettesnor for al kristendom – og det har han ret i. Bibelen siger nemlig meget, som ikke nødvendigvis er god kristendom. Den siger noget om kvinder, noget om slaver, noget om homoseksuelle, noget om vold og krig, noget om ægteskab og noget om sex – og meget af det er noget værre noget. Derfor går det ikke an at nøjes med Bibelen. Den har ikke symbolets tydelighed. Den stritter i alle retninger. Grundtvig sagde det faktisk ligeud: At forlade sig på Bibelen og professorernes lærde udlægninger som eneste kilde til sand kristendom er overtro. Professor Clausen burde vide bedre og begår det, som Grundtvig kaldte for »en forsætlig Forbigaaelse af Historien«.

At Grundtvig var historisk interesseret, er ingen hemmelighed. Han dyrkede den nordiske mytologi; han oversatte sagaer og krøniker. Grundtvig levede i historien. Det gør vi også. Derfor lå hans mageløse opdagelse lige for: Siden apostlenes dage har troens ord lydt i menighederne. Ja, før ordet blev skrevet ned og skrevet af og skrevet rent, da har mennesker som os forsamlet sig og forkyndt ordet om Kristus – ordet om hans korsfæstelse og opstandelse. Det er altså i menighedens trofaste fællesskab, ved dåb og nadver, at vi finder den sande kristendom – ikke i en bog. Det er soleklart, sagde Grundtvig for 200 år siden. Det er det stadigvæk: Man kan ikke læse sig til kristendom; nej, den skal siges, høres og leves i fællesskab.

Lad os tage godt vare på kristendommen, gøre den til vores og holde den i så god stand, at også kommende generationer kan blive en del af historien.