»Bøn er ikke envejskommunikation, selvom det indimellem kan føles sådan«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Digteren Jeppe Aakjær var socialist og samtidig stærk modstander af kirken. Men selvom han havde et anstrengt forhold til kirken, kunne han skrive meget rammende om, hvad bøn er. Det gør han i sangen ’Spurven sidder stum bag kvist.’ I strofe fire hedder det stille: »Far ta’r ned så tung en bog, med Gud han hvisker sammen, famler lidt ved spændets krog og lukker med et amen!«

»Med Gud han hvisker sammen...« synger digteren. Lige netop i den sætning rammer Jeppe Aakjær kernen af, hvad bøn er: sindets og hjertets stille samtale med Gud. Det er jo det, der sker, når vi beder. Vi vender hjertet mod Gud og hvisker med ham om alt det, vi er fyldt af – glæde og sorg.

Bøn er ikke envejskommunikation, selvom det indimellem kan føles sådan. Bøn er samtale. Naturligvis ikke samtale i ordets almindelige betydning. Bøn kan være at sætte sig et roligt sted, samle sig og med egne ord nævne det, man ønsker eller er bekymret over – højt eller bare stille inde i sig selv. At tage sig god tid i det stilhedens rum, man nu er i, til at tænke, lytte. Måske dukker der en ny vinkel op, en udvej, man ikke havde tænkt på før. Det er dét, der føles som et svar på bønnen.

Jesus lærte sine disciple at bede bønnen ”Fader vor, du som er i himlen.” I den bøn er der intet jeg, kun vi og vores. Det er ikke kun mit liv, jeg bærer frem for Gud, ikke kun min familie, men hele menneskeheden: ”Giv os i dag vort daglige brød, forlad os vor skyld, fri os fra det onde.” Det er alle kristne menneskers fælles bøn, som forbinder os med hinanden.

Man behøver ikke altid at sætte en særlig tid af til bøn. Man kan bede på alle mulige måder – fx når man er ude at gå en tur. Bønnen kan være en hurtig tanke til Gud før en jobsamtale eller noget andet afgørende, men det kan også være det mere meditative. Bøn kan betyde hvile – det er et rum til refleksion, hvor man både søger indad og opad og lægger det hele foran Gud.

Der findes forskellige genrer af bøn: fx klagebøn, takkebøn, forbøn. Bøn kan sætte ord på en grundlæggende smerte eller sorg og dermed gøre det muligt at bære den. Takkebøn er en måde at holde fast i den momentane lykkefølelse – en påmindelse og fastholdelse af det, der er smukt og godt i ens tilværelse. Så bøn kan kaldes en opmærksomhedsøvelse.

At bede er også træning. Træning i vores sans for den religiøse dimension i tilværelsen.