Præst: Måske var hun ramt af jetlag? Men jeg blev oprigtigt overrasket over statsministerens udtalelser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi er midt i forårets mange højtidsdage i kirken. Påsken ligger nu en måneds tid bag os. For de fleste kirker er det en travl tid – og det var det også hos os.

Fra palmesøndag til 2. påskedag havde jeg syv gudstjenester, én vielse og fire barnedåb, hvor kirkens personale hver gang var velforberedte og rakte glæde, trøst og håb til mennesker. Det er en lille brøkdel af de kirker, jeg betjener i Favrskov og Randers Søndre Provstier, og jeg tænker, at billedet er det samme i mange andre kirker: travlhed og en stor umage med at række mennesker trøst og håb – noget, vi alle har så voldsomt brug for lige nu.

Lige før påske stødte jeg på en artikel i Kristeligt Dagblad med titlen: ”Mette Frederiksen efterlyser åndelig oprustning fra Folkekirken”. Det lyder næsten aggressivt – åndelig oprustning. Kunne vi måske bare kalde det åndelighed?

Artiklen er et interview med statsministeren, hvor hun citeres for at sige:

»Hvis jeg var Folkekirken, så ville jeg lige nu tænke: Hvordan kan vi være en både åndelig og fysisk ramme for det, danskerne gennemgår?«

Hun tilføjer:

»Jeg synes altid, at Folkekirken skal fylde mere.«

Interviewet blev bragt den 9. april i forbindelse med et borgermøde i Roskilde efterfulgt af rejser til Bruxelles og Grønland. Måske var det jetlag?

Jeg bliver oprigtigt en smule overrasket over hendes udtalelser. Hun taler i irrealis: ”Hvis jeg var Folkekirken, så ville jeg...” – var og ville. Da jeg gik i gymnasiet, lærte jeg, at irrealis bruges om situationer, som ikke kommer til at ske – noget urealistisk eller i modstrid med virkeligheden.

Tænker Mette Frederiksen altså, at Folkekirken ikke tager – eller vil tage – den opgave på sig, som danskerne står midt i? Påskedagene og alle andre dage strider jo netop mod hendes synspunkt: I kirken rækkes der håb, lys og opstandelsesbudskab gennem ordene ”Vær ikke forfærdede”, som lød til kvinderne ved graven påskemorgen.

Jeg oplever i høj grad, at Folkekirken allerede er en fysisk og åndelig faktor i den kaotiske verden omkring os. Det kræver blot, at mennesker åbner døren, går ind og modtager. Folkekirken er der – altid – som et fast og tilgængeligt element i menneskers liv. Derfor forstår jeg ikke statsministerens brug af irrealis.

Hun efterlyser en fysisk og åndelig ramme – men kirkens rum er åbent og tilgængeligt for alle, der søger det. Fællesskabet er der – og har været der gennem generationer. Vi kan ikke tvinge folk, og det skal vi heller ikke. Vi må også acceptere, at vi lever i et land med mange kulturer, etniciteter og religioner. Danmark er ikke længere et land, hvor Folkekirken alene bærer kulturen.

Folkekirken er et tilbud til den enkelte, som man kan tage imod i sin daglige kamp. Vi er en samtalepartner blandt andre meningsbærere i samfundet – men vi dikterer ikke noget. Og det skal vi heller ikke.

Mette Frederiksen kalder Danmark et kristent samfund, bygget på kristendommen. Spørgsmålet er dog, om Folkekirken i dag snarere skal forstås som én kulturbærer blandt mange. Den rolle påtager vi os allerede – på mangfoldige måder.