Fortsæt til indhold

Kære Morten, tidlig SFO er den gode, trygge overgang

Debat
Aleksander MyrhøjGruppeformand, SF

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Du skriver om overgangen fra børnehave til skolestart, at børn i Tidlig-SFO (TSFO) ”rives ud af børnehavens trygge rammer” og tegner i skarpe vendinger et billede af, at overgangen til skolestart i dag er både forhastet og utryg.

Det er ærgerligt, at dygtige medarbejderes faglighed og indsats på den måde underkendes. Dit indlæg kan skabe bekymring hos forældrene til de børn, der netop nu er i fuld gang med at udforske hverdagen sammen med vennerne, godt bakket op af professionelt kærlige voksne.

I Norddjurs har vi mange års erfaring med at skabe en god, tryg overgang til den kommende skolestart. Langt de fleste børn ser derfor frem til TSFO med forventningsglæde.

Det fungerer rigtig godt og vi kan være stolte af de traditioner og strukturer, der er bygget op. Samtidig kan vi være trygge ved, at pædagoger og forældre i samarbejde vælger skoleudsættelse for de børn, der har brug for et år længere i børnehaven.
Skolestart sker ikke i blinde, men ud fra vurdering af det enkelte barn.

Der er ikke en automat-reaktion eller et “system”, der har til formål at ”rive” børn ind i en ramme, de ikke er klar til.

Op til TSFO-start i april sker en masse, der hjælper børnene til at blive trygge ved det nye og spændende, de er på vej ind i.

For eksempel er børnene på besøg på deres kommende skoler, kan have besøg af SFO-personalet i børnehaven og kan deltage i ”alle er gode til noget” på Kattegatcentret og få store-venner fra tredje årgang.

I børnehaven øver de sig måske i nye lege og jonglerer med bogstaver, remser og former. Alt sammen med et legende, nysgerrigt og udforskende udgangspunkt.

Når børnene kommer fra forskellige børnehaver og mødes i TSFO, har de tid og ro til at finde hinanden, lege med rollerne og udforske rammerne, inden de skal være klassekammerater.
Samtidig får “deres voksne” mulighed for at lære børnene bedre at kende og skabe de bedst mulige klasser. Det har betydning, når det er 2000 skoledage på 10 år, børnene skal bruge sammen op gennem folkeskolen.

Du skriver ”Når vi flytter børn midt i en udviklingsproces, risikerer vi at slå noget i stykker”, men glemmer at børn er i udviklingsprocesser hele tiden, fordi de tilbydes udfordringer og nye rammer i takt med, at de får stærkere kompetencer. Udvikling følges af nye udfordringer, som så følges af mere udvikling.
Det der var nyt og svært lige før, bliver rutine. TSFO er en veltilrettelagt understøttelse af nærmeste udviklingszone, hvor barnet kan udfordres tilpas (ikke for meget, ikke for lidt) og sætte fart på udviklingen med udgangspunkt i indre motivation og lysten til at lære verden at kende. Børne-hjerner er sultne og skal fodres for at opnå sit fulde potentiale - og vi skylder børnene at lade dem spise løs.

Hvis vi venter med at tilbyde skolestart, til barnets udvikling er gået helt i stå i børnehaven og der ingen udvikling er, svigter vi det voksenansvar, der giver børnene mulighed for at blive den bedste og mest kompetente version af sig selv. At det rette for nogle børn er et år mere i børnehave, ændrer ikke på, at det for størstedelen er en god og tryg, spændende og sjov overgang at være i TSFO.

Du bør kigge på de 5 kvalitetskendetegn fra rapporten ”Indhold og kvalitet i tidligskolefritidsordning” (Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), 2023). Det er mit indtryk, at vi i Norddjurs ser alle 5 og at TSFO er en gevinst for vores børn.

Tidlig SFO understøtter børns sociale relationer og deltagelse i fællesskaber

Tidlig SFO har fokus på børns leg og forberedelse til skole

Tidlig SFO skaber sammenhæng i overgangen fra dagtilbud til skole gennem genkendelighed og med afsæt i børnenes perspektiver

I tidlig SFO samarbejder pædagogisk personale om overgange gennem vidensudveksling med andre fagprofessionelle

I tidlig SFO inddrager og samarbejder pædagogisk personale med forældre