Side efter side foldede sig ud. Men så… gik det i stå. På side 320. For midt i det hele døde min far

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For tiden tales der meget om at øge læselysten – hos både børn og voksne. Læsning er blevet moderne igen. Vi har genopdaget, hvad litteraturen kan: fordybelsen, det afslappende, udvidelsen af horisonten. Der er intet som at forsvinde ind i romanens “imaginære paradis”, som forfatteren Milan Kundera kalder det.

Selv læser jeg i øjeblikket ”Frihed” af Jonathan Franzen. En ordentlig mursten – næsten 600 sider, og jeg er endelig nået til den sidste del. Men det har været en lang rejse. Faktisk begyndte jeg på bogen for et par år siden. Starten greb mig straks. Side efter side foldede sig ud. Patty trådte frem, mødte Walther, de blev gift, fik børn, og ægteskabet begyndte at slå sprækker. Patty længtes efter Richard. Drama, utroskab, menneskelighed, lykke og ulykke. Men så… gik det i stå.

På side 320.

Lige dér, hvor Walther sidder på en restaurant og er på nippet til at indlede en affære med sin unge sekretær, Lalitha. De to er klar til at bestille. Og dér stoppede det hele. I hvert fald for mig.

For midt i det hele døde min far.

Selvom jeg vidste, han var syg – endda alvorligt – ramte det mig på en måde, jeg ikke havde forestillet mig. Tiden gik i stå. Alt ændrede sig. Og bogen mellem hænderne blev et billede på det. Siderne ville ikke længere vende sig, som klistrede de til hinanden. Ordene mistede deres mening. Walther og Lalitha forblev frosne ved bordet. Patty og Richard stod stille. Jeg forsøgte flere gange at læse videre. At få historien i gang igen. Men det lykkedes ikke. Bogen blev liggende. Til sidst sat tilbage på hylden.

Jeg ved, jeg ikke er alene om den erfaring. Livet har det med at sætte ting i stå for os. Sætter os på pause. Får os til at glemme, hvad vi var i gang med. Små og store begivenheder – fødsel og død, dåb og begravelse, bryllup, skilsmisse, jobskifte, uenigheder. I os selv, mellem venner, i verden.

Livet blander sig. Og nogle gange mister vi forbindelsen til det, vi var i gang med. Bøger stilles tilbage på hylden. Strikketøj pakkes væk. Gåture bliver ikke længere gået. Samtaler forstummer. Noget går i stå.

Men for nylig skete det, at jeg gav Patty og Walther en sidste chance. Jeg fandt bogen frem igen. Og denne gang – som om forårssolen havde gjort sit arbejde og sat gang i både jorden og mig – så skete det: Walther begyndte at røre på sig. Han bestilte sin højreb. Lalitha drak sin anden Martini. De talte videre. Patty, Richard, børnene – de kom til live igen. Siderne løftede sig. Bogstaver blev til ord, til sætninger – til fortælling. Bogen var ikke længere på pause.

For sådan er det også: Selv dér, hvor alt føles fastfrosset, kan det hele pludselig begynde igen.

Hvem ved, om jeg når hele vejen igennem denne gang – før livet igen får mig til at kigge op fra bogens kant? Måske ikke. Men så sker det i den næste bog. Eller den næste. Og måske skal der netop være mellemrum også i fortællingerne. Mon ikke?