Jeg er vild med »Alene i vildmarken« - og det undrer mig egentlig
Sognepræst Niels Hviid elsker DR-programmet "Alene i vildmarken", der i disse ruller over skærmen med sin 9. sæson.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Min familie og jeg elsker at se ’Alene i vildmarken’.
Det undrer mig egentlig. Det er ekstremt langsomt TV. Der sker seriøst ingenting i en time. Små højdepunkter, som da én af deltagerne fanger en lille bitte aborre, bliver fejret med vilde udbrud:
»Det er så vigtigt, det her!,« råber han ud i skoven. Og det er det jo ikke.
Set i et større perspektiv, i en verden af storpolitisk usikkerhed, folkemord i Gaza, krige og klimakrise, for blot at nævne enkelte sammenhænge, er en lille bitte aborre uendeligt ligegyldig. Og måske kan vi bare identificere os med det udbrud alligevel, fordi vi godt kender til, at en lillebitte ting kan vende hele vores indstilling fra sortsyn til nyt mod. Og en lillebitte ting kan blive et tegn på noget større.
I denne sæson følger vi nogle herlige mennesker i vildmarken. En bodega-mutter fra Viborg, der haler den ene kæmpe gedde i land efter den anden, mens hun med foruroligende hast bliver kulsort af skidt. Og vi griner og smiler fra øre til øre, når hun bliver fuldstændig rørstrømsk og tuder over, hvor godt hendes fiskesuppe smager.
Det her skulle alle bodega-gæster og hele verden smage! Og en macho-tømrer fra Fyn, som bygger det mest lige og strømlinede shelter i programmets historie. Han har nærmest ikke spist i flere dage, selvom han frejdigt smider alt klunset og vader ud i iskoldt vand til hagen for at sætte garn, samtidig med at han flasher vaskebrættet. Ingen skidt og ingen rørstrømske følelser her. Men ingenting fanger han.
Og måske kan vi bare identificere os med det udbrud alligevel, fordi vi godt kender til, at en lillebitte ting kan vende hele vores indstilling fra sortsyn til nyt mod. Og en lillebitte ting kan blive et tegn på noget større.
Vi sluger det hele råt – og gasser os i sofaen med et ekstra uldtæppe, når frosten sætter ind, og guffer chips og drikker vin til. Og vi er så mega kloge! Når alle de interimistiske hytter fyldes af røg, sidder vi bedrevidende og siger til hinanden, at man jo godt lige kunne have afprøvet konstruktionen hjemmefra og fundet en løsning på det med røg i en tipi, inden man tog nord for polarcirklen.
På én gang sidder jeg og godter mig og tænker: Godt det ikke er mig! Skål i rosé. Og jeg tænker: Hvad ville jeg selv have gjort i vildmarken? Hvor længe kunne jeg klare det? Ville jeg knække psykisk af ensomhed - eller fysisk af sult? Og samtidig sidder jeg med en lille bitte længsel: Jeg ser mig selv for mig i skrædderstilling, på en pude af blødt mos, i solnedgangen, med udsigten til den spejlblanke sø. I perfekt symbiose.
Måske kan programmet koges ned til nogle af menneskehedens dybeste og ældste temaer: På den ene side kampen mod naturen; kampen for overlevelse. Og på den anden side: Længslen efter symbiose med naturen og det store verdensalt. En filosof eller sociolog kunne måske udtrykke det med begreber som fremmedgjorthed og hjemlighed i forholdet til naturen og verden.
En teolog kan ikke lade være at tænke, om der er en tabt paradis-drøm lagt ned i os som et eksistensvilkår, og dén drøm stilles ikke af varme nok og mad nok og uldtæpper og chips og rosévin og blød sofa nok. Længslen efter symbiosen med det store hele består.
Tak til DR og til de seje deltagere, som så hudløst lader sig selv være et spejl for længsler og kampe og følelser, vi alle sammen bærer i os! Det er ikke bare sjovt og underholdende. Det er dybt eksistentielt.