Plads til forskellighed: Der er brug for variation i kommunens pasningstilbud
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Folk er forskellige. Både børn og voksne. Vi lever forskellige liv og har forskellige hverdage. Forskellige ønsker og forventninger. Sådan er det, og sådan skal det være.
Det skal der være plads til i Danmark, og det skal vi så vidt muligt imødekomme, når vi udvikler og driver velfærdstilbud som de kommunale dagtilbud til de yngste borgere og deres forældre i Aarhus Kommune.
Derfor er det godt, at der er variation i pasningstilbuddene til småbørnsforældre i Aarhus Kommune. Dagpleje, kommunale dagtilbud, selvejende dagtilbud og private dagtilbud. Tilbud, som minder meget om hinanden, men alligevel er forskellige.
Foruden dagtilbudsloven er Børn og Unge-politikken det fælles udgangspunkt for alle dagtilbud i Aarhus Kommune. Den beskriver, hvilket børnesyn og hvilken grundlæggende pædagogisk tilgang alle tilbud til børn og unge i Aarhus Kommune skal arbejde ud fra.
Vi har grundlæggende gode kommunale dagtilbud i Aarhus Kommune. Med dygtige og engagerede medarbejdere og ledere, som knokler hver dag for at skabe gode børneliv og sikre alle børns udvikling og trivsel.
Lige nu er der flest kommunale dagtilbud på listen over pasningstilbud til 0-6-årige i Aarhus Kommune. Sådan er det i de fleste kommuner, og sådan vil det nok også blive ved med at være. Men balancen mellem de forskellige pasningstilbud skal være rimelig. Og her tror jeg på, vi kan gøre det endnu bedre. Fordi det er vigtigt, at vi sørger for, at der er plads til forskellige pasningstilbud til de mindste.
Vi skal blive bedre til at informere og vejlede forældre og lokalsamfund om muligheden for at etablere selvejende dagtilbud som alternativ til de kommunale. Både i forhold til hvordan eksisterende kommunale dagtilbud kan omdannes til selvejende, og hvordan private, gerne lokale, aktører kan etablere og drive nyetablerede institutioner som selvejende dagtilbud frem for, at de bliver til endnu en afdeling under det kommunale dagtilbud. Mere lavpraktisk skal kommunen gøre mere for at afsøge, om der er forældre, som ønsker at spille en større rolle i driften af de lokale dagtilbud. Særligt når vi opretter nye institutioner.
Vi har gode erfaringer med de selvejende dagtilbud i Aarhus Kommune. De klarer sig godt. Har høj forældretilfredshed, generelt høj pædagogisk kvalitet og trivsel blandt både medarbejdere og ledere. Det er tilbud, som fungerer godt under lidt anderledes vilkår end de kommunale. Hvor institutionen har egen forældrebestyrelse, som har ansvaret for at ansætte den pædagogiske leder. På den måde er forældrene tættere knyttet til de helt afgørende beslutninger om drift og udvikling af den enkelte, lokale institution, og det kan styrke alle forældrenes engagement og lyst til at involvere sig og tage ansvar for deres børns dagtilbud. Dét er positivt, fordi tilbuddene er jo til for børnene. Det er dem, det hele handler om.
Derfor er jeg glad for, at mine kolleger i byrådet – på foranledning af et forslag fra Radikale Venstre – bakker op om, at der skal igangsættes tiltag, som skal styrke muligheden for, at der også i fremtiden findes og oprettes selvejende dagtilbud i Aarhus Kommune. Så vi i så høj grad som muligt kan imødekomme, at folk er forskellige. Sådan skal det være.