Jeg er pludselig blevet attraktiv på arbejdsmarkedet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi er nogle, der arbejder for større ligestilling. Kønnet skal ikke være afgørende for, hvem der tager hvilke opgaver – det skal være dine kvalifikationer, der afgør, hvad du laver.

Mens vi er nået et stykke på arbejdsmarkedet, går det desværre mere trægt med fordelingen af opgaver i hjemmet. Det er stadig oftest kvinden, der må tage barnets sygedage.

Ikke alle har forældre eller svigerforældre, der kan træde til, når barnet er sygt, og moren eller svigerdatteren skal på arbejde. Derfor er det en sympatisk tanke, at forældre ikke skal være afhængige af andre pasningsmuligheder, men kan blive hjemme med deres barn.

Men jeg er vant til at være sparringspartner for direktøren, og selv om der er voksende forståelse for, at privatlivet også skal fungere, så skal økonomien i virksomheden det samme.

Derfor bliver jeg faktisk mindre attraktiv på arbejdsmarkedet, hvis den kommende overenskomst indeholder ubegrænset fri ved barns sygdom.

I min længste ansættelse gik der otte og et halvt år, før jeg havde min første sygedag. Jeg mødte endda ind på anden påskedag og anden pinsedag, hvis de faldt i lige uger – for der skulle løn udbetales til over 100 medarbejdere om torsdagen. Jeg klarede som regel mit arbejde inden for 37 timer, men har også ydet en ekstra indsats i perioder og til gengæld haft mere fri på andre tidspunkter. Den fleksibilitet har jeg det egentlig fint med.

Nu arbejder jeg i et team på fem personer. To af mine kolleger har tre børn hver. Den ene mand i teamet har også børn, men hans kone arbejder i Randers Kommune, så han har kun taget én fridag, når barnet har været sygt. Til gengæld har én kollega haft 22 fridage og en anden 10 fridage på grund af barns sygdom.

Det betyder, at jeg har arbejdet omkring 10 procent mere end den kollega, der har arbejdet mindst. Hun har fået masser af fleksibilitet og frihed - men jeg er ved at være træt af at tage over hver gang, hendes barn er syg i flere dage. Og ekstra fridage koster også penge. Jeg kan ikke længere afspadsere mit overarbejde - det bliver nu udbetalt til forhøjet timeløn.

Alle ved, at Randers Kommune er økonomisk presset. Derfor kan det virke sympatisk, når SF og Socialdemokratiet foreslår ubegrænset fri ved barns sygdom.

Men køn og antal børn kan - og må - ikke være kriterier for ansættelse. Alligevel forudser jeg, at ledelsen i Randers Kommune snart får øjnene op for nogle kvalifikationer hos nogle mænd, de ikke tidligere har bemærket.