Fortsæt til indhold

Tilst Bibliotek, et væsentligt samlingspunkt, bydelen har brug for

Debat
Rabih Azad-Ahmad (RV)Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune
Dennis CassøeFormand for Fællesrådet for Tilst, True og Skjoldhøj

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Politikerne i Aarhus Byråd skal vide, at der er sket noget rigtig positivt på Tilst Bibliotek. Derfor har Fællesrådet for Tilst, True og Skjoldhøj sendt en klar melding til politikerne: Bak op om biblioteket, for Tilst Bibliotek er i stigende grad blevet et naturligt og attraktivt samlingspunkt og en vigtig aktør i det, der foregår i lokalområdet.

Med den melding – og en direkte dialog med Kulturudvalget – håber vi, at Tilst Bibliotek står højt på dagsordenen, når byrådet efter sommerferien skal lægge næste års budgetter.

Man kan sige det på denne måde: Tilst Bibliotek er blevet et væsentligt samlingspunkt for bydelen. Det står efterhånden klart for både borgere og politikere, at Tilst i de senere år har stået over for en række udfordringer – udfordringer, som i nogen grad kan ses som konsekvenser af tidligere prioriteringer og udviklingstiltag i byen. Det er derfor positivt, at byrådet nu ser på en bred palette af løsninger, der skal modvirke, at Tilst ender med status som en udsat bydel.

På den baggrund valgte rådmanden i foråret 2024 at afsætte et engangsbeløb på 500.000 kr. fra en intern pulje i Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice til en prøvehandling, der understøtter Tilst biblioteks mulighed for at lave aktiviteter med lokalsamfundet. Med de ekstra penge kunne biblioteket transformeres til et såkaldt demokratibibliotek, som i særlig grad arbejder med aktiviteter sammen med bydelens borgere for at fremme den demokratiske samtale. Med andre ord, mere dialog, aktivitet og liv på biblioteket. Mere latter og livsglæde. Mere energi til bydelen.

Det har været en succes: En status viser, at ressourcetilførslen har givet en effekt på besøgstallet, som er steget markant i projektperioden – med gennemsnitligt 34 procent flere besøgende pr. måned sammenlignet med tilsvarende tidsperiode året før.

I en henvendelse til byrådet skriver Fællesrådet for Tilst, True og Skjoldhøj blandt andet:

”Fællesrådet i Tilst, True og Skjoldhøj ønsker at udtrykke sin anerkendelse af den udvikling, som Tilst Bibliotek har gennemgået i forbindelse med dette projekt. Vi har oplevet en tydelig forøgelse af bibliotekets synlighed og tilstedeværelse i lokalområdet, hvilket har bidraget til at styrke fællesskabet i Tilst.

Vi har modtaget positive tilkendegivelser fra borgere, der fremhæver bibliotekets nye aktiviteter og det øgede samarbejde med lokale aktører. Biblioteket er i stigende grad blevet oplevet som et naturligt og attraktivt samlingspunkt.

På den baggrund ser vi det som yderst værdifuldt, at denne udvikling får mulighed for at fortsætte. Vi håber derfor, at der kan findes en løsning, der sikrer, at bibliotekets arbejde med at understøtte lokalt engagement og fællesskab kan videreføres også efter sommeren 2025.”

Vi opfordrer derfor byrådet til at tilgodese Tilst Bibliotek i budgetlægningen. Vi er overbevist om, at Tilst Bibliotek – med opbakning fra byråd og bydelens borgere - kan spille en markant rolle som driver i lokalsamfundet og tilbyde mødesteder, hvor beboere og lokale grupper mødes og får øje på hinanden. Biblioteket kan – som ingen andre i området – tage rollen som forbindelsesled mellem mennesker i et lokalsamfund, som kan være svært at binde sammen.