En grøn løsning med sort bundlinje: Forestil dig 114 gylletransporter gennem Skanderborg – hver dag

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forestil dig, at du sidder med morgenkaffen og udsigt til Skanderborg Sø. Solen står op, fuglene synger – og så kommer den. Den første af dagens 114 gylletransporter. En diesellastbil, tung og stinkende, på vej gennem byen mod et biogasanlæg, der belejligt er placeret lige akkurat på grænsen til Skanderborg Kommune – men med Skanderborgs borgere som daglige modtagere af konsekvenserne. Velkommen til virkeligheden, når Torrild Biogasanlæg står færdigt.

Odder Kommune har tydeligvis spillet kortene smart – placér anlægget så tæt på kommunegrænsen som muligt, og lad de tunge transporter forurene nabokommunerne i stedet. Skanderborg skal levere omtrent 40 procent af biobrændslen, Aarhus 20 procent, Horsens 10 procent. Odder selv? Bare 30 procent. Sådan kan man naturligvis også være vært.

At denne placering er elendig ud fra et logistisk og bæredygtigt perspektiv, lader ikke til at forstyrre det strategiske overblik. For et biogasanlæg af denne skala anbefales det, at det placeres inden for en radius på 25 kilometer fra sine leverandører. Torrild-anlægget vil sprænge den 25 kilometers ramme. Der er ikke plads til anlægget i Torrild, hvis altså de 25 kilometer også gælder for Odder Kommune. Derfor vil biomasse skulle hentes både langt nord og syd for stedet. Resultatet? Længere transporter, højere CO₂-udledning og øgede omkostninger. En grøn løsning med sort bundlinje.

PtX og billig strøm

Men hvorfor så placere anlægget i Torrild? Svaret kunne meget vel findes i strømstikket. Når man kobler et biogasanlæg op med nærliggende vindmøller og solceller, har man pludselig strøm til overs – strøm, der kan anvendes til Power-to-X-teknologi og produktion af brint og metan. Og se engang: Torrild har allerede vindmøller. En solcellepark er også på vej. Og Skanderborgs egne mølleplaner ved Gl. Gjesing? De ligger heller ikke langt væk. Det hele begynder pludselig at ligne en energipark – ikke et kommunalt anlæg for lokal forsyning, men et kommercielt projekt til industriel brintproduktion. Og borgerne i Skanderborg? De får trafikken, lugten og regningen.

At ingen ved, hvor stort anlægget faktisk bliver, er en historie for sig. Forskellige illustrationer spænder fra tre til ni tanke, og potentialet rækker fra 500.000 tons biomasse til over 1,2 millioner tons om året. Men hvad bliver det? Svaret blæser i vinden – måske sammen med gylleduften. Det absurde i situationen er, at ingen – hverken politikere, embedsmænd eller borgere – tilsyneladende har fået at vide, hvad der reelt bygges.

En grøn illusion

Det er værd at gentage: Når anlægget står færdigt, kan vi se frem til 288 daglige transporter – halvdelen af dem med gylle, den anden halvdel med afgasset restprodukt. En stor del vil køre via Oddervej og videre gennem Skanderborg by – hvor børn går i skole, hvor folk cykler, hvor man bor. Det er ikke bare et spørgsmål om lugtgener og slidte veje. Det er et spørgsmål om sikkerhed, helbred og retfærdighed.

Hvis du som borger i Skanderborg gerne vil vide, hvad der egentlig foregår – og hvad sammenhængen er mellem vindmøllerne, biogassen og den fremtidige trafik – så kom til Hylke Forsamlingshus 3. juni klokken 19.00.

Der fortjener vi alle at få rullet projektet ud – med alle dets skjulte facetter, uklare forudsætninger og ubesvarede spørgsmål. For kun gennem ægte åbenhed, kan vi vurdere, om dette er en grøn omstilling – eller bare endnu en grå realitet forklædt som bæredygtighed