"Hormonfyldte unge" overrasker mig positivt år efter år
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Mit konfirmandhold i år var noget helt særligt – som de faktisk er hvert eneste år. Særlige på hver deres måde. Det, der gjorde netop dette års hold særligt, var de konfirmandord, de selv havde valgt. Ord, som bliver læst op for hver enkelt, når de modtager konfirmationsvelsignelsen. I år var det slående, hvor meget deres valg bar præg af handling og virkelyst, mod og vilje til at gøre en forskel. Der var en tydelig længsel efter at leve troen ud i praksis.
Det var ord som:
»Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem« (Matthæus kp. 7)
»Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid« (Galaterbrevet kp. 6) og
»Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker«. (Romerbrevet kp. 12).
Selvom man ofte hører, at 7. klasses elever blot er ”en flok hormonfyldte unge med hjerner under ombygning”, bliver jeg år efter år overrasket over, hvor fintfølende, reflekterede og opmærksomme de faktisk er. Hvor fint og hvor dybt de tænker og registrerer verden omkring sig.
Og i år var jeg ikke i tvivl om, at de på deres egen måde havde forstået, at verden har brug for handling, at der er brug for at nogen smøger ærmerne op, at der er en tjeneste, der venter. At nogen ved deres eksempel og gerning vil tale fortællingen og forståelsen om ”greatness” og storhed imod, som breder sig fra det amerikanske kontinent.
Jeg mindede derfor konfirmander og de to hundrede gæster i kirken om de ord, som Jesus siger til to af disciplene, da de kommer for at bede om de største og mest magtfulde pladser. Jesus siger som modsvar:
»Sådan skal det ikke være hos jer. Den der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for alle andre.« (Markus kp. 10)
For det, som hverken Trump eller verden for alvor har forstået – det har Jesus forstået. Og det kan jeg med glæde berette, at det havde mine konfirmander også forstået.
For det er ikke ved at tryne andre med en hård retorik eller ved at bygge høje mure i en verden, hvor vi kun ser hinanden som enten vindere eller tabere, ven eller fjende – det er ikke den vej, vi skal, for at vi kan komme frem til fred i verden og fred med os selv.
Nej, sand menneskelig storhed viser sig først, når vi lærer at tjene. At tjene og hjælpe hinanden, uanset hvem vi er. At se vores medmenneske, som det menneske, vi skal elske og sørge for.
»Sådan skal det ikke være hos jer,« siger Jesus i den 2000 år gamle tekst.
Konfirmationen, med al dens festivitas, blitzende kameraer og store biler, er en stadig påmindelse til os om, at vi – sammen med konfirmanderne – kan gå ud i verden med mod og håb. At vi har lov at tro på og håbe på, at sandheden om vores og vores medmenneskers liv ikke afgøres af en fjern amerikansk præsidents doktriner og dagsordener. For sandheden om, hvem vi er, finder vi ikke i magtens ord eller verdens præstationer – men i mødet med ham, der kom til verden for at tjene og som til sidst gav sig selv for at forene os med Gud og med hinanden.
Nu har vi påsken og konfirmationerne bag os og himmelfart og pinse foran os. Nu skal vi, som de første disciple lære at tjene. Hver dag. Lige her. Tage imod og give videre.
Der er ikke noget at tage fejl af.
»Sådan skal det ikke være hos jer. Den der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for alle andre.«