Da jeg i dag sad i bilen og hørte Beatles’ berømte sang, hørte jeg den pludselig på en ny måde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvis vi skal leve med al den ufred, der er i verden, skal vi måske lære at lade ufreden ligge. Mens du læser denne klumme, vil jeg opfordre dig til at sætte Beatles’ berømte sang, ”Let it be”, på din afspiller. ”Let it be” har nemlig et stærkt budskab til os.

Ufred er et vilkår. Vi kommer ikke uden om den. Den er overalt. Ude i verden. Inde i vores sind.

Vi følger alle – ikke bare dagligt, men på timebasis med i nyhedernes konstante opdateringer af Trumps seneste påfund og gætter med på, hvad det betyder for Grønland, økonomien, sikkerheden og verdensordenen. Aktiemarkederne danser op og ned som konsekvens af usikkerheden og skaber ufred i pensionsfonde og menneskers liv.

Krigene i Gaza og Ukraine, Kinas fremmarch som stormagt, overgangen til en ny verdensorden, flygtningestrømme fra Afrika og klimakrisen får vores fremtid til at virke så skrøbelig og udsat.

Hvordan skal vi håndtere al denne ufred?

Politisk har vi jo en række forskellige redskaber: overvågning, diplomati, handel, internationale regulering, politiske samarbejder, og ja, krig. Forhåbentlig havner vi ikke der, hvor krig er nødvendig. Men hvad kan vi gøre? Dig og mig. Hvem vi end er. Nu og her! Hvordan lever vi med ufred?

Det enkle, men svære svar er: at insistere på freden. Vi kender allesammen de store forbilleder fra historien: Mahatma Gandi, Dalai Lama, Martin Luther King, Nelson Mandela. De var alle udsat for vold og levede i en verden, der var alt andet end fredelig, men reagerede med fred. Jeg tror, de var gode til ikke selv at blive offer for ufreden, ikke at lade sig styre af den, men lade freden være det styrende pejlemærke.

I dag sad jeg i bilen og hørte Beatles’ berømte sang, ”Let it be”, og hørte den pludselig på en ny måde. Første vers starter sådan her: “When I find myself in times of trouble, Mother Mary comes to me. Speaking words of wisdom, let it be”.

Jeg hørte pludselig budskabet i sangen på en ny måde. Når vi sidder med al denne ufred, ”in times of trouble”, er der stor visdom i at lade ufreden ligge, lade det være, ”let it be”. Vi kommer ikke udenom, at der er ufred. Det må vi på en eller anden måde acceptere. Men lad det nu ligge. Vi bliver nødt til at tolerere denne angst og denne smerte, der følger med, og ikke give den mere magt over os, end den fortjener.

Ufreden fortjener ikke en sådan magt, at vi selv bliver kørt rundt i manegen af den. Vi bliver til fals for nemme og dermed også ofte voldelige løsninger, som blot skaber mere ufred. Vi evner ikke længere at se klart og handle klart.

I kirken er vi lige kommet ud af påsken. Her møder Jesus, som lige har været udsat for folkets vrede, vold og hævntørst, sine disciple med ordene, fred være med jer. Han gik ikke ind på ufredens præmisser, men lod det ligge, og alene derfor kunne han forandre præmisserne og vende tilbage med fred istedet for endnu mere ufred.

Jeg spekulerer på, hvor meget vi kunne forandre, hvis vi turde møde ufreden med fred?