Hulsten og håb: Om at være hel, selv med huller

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har gået mange ture på stranden i den seneste tid. Jeg ville finde 42 hulsten, én til hver af årets konfirmander. Det viste sig at være en svær opgave, og jeg fandt kun to. Hulsten er sjældne, kan jeg fortælle, og hullet tager lang tid at forme. Det opstår, når havet igen og igen strømmer ind over stenen og bevæger dens blødeste punkt.

Jeg ville give konfirmanderne en hulsten i gave som tak for de mange berigende samtaler, vi har haft i årets løb. Især én samtale gjorde indtryk på mig, da vi talte om, hvem Gud er. Konfirmanderne beskrev deres gudsbilleder: Gud på en sky, i et hjerte, i et blæsevejr. Samtalen sluttede helt nede på jorden, da de gjorde det klart, at tro også handler om at tro på sig selv.

Og det er selvfølgelig helt rigtigt. Det er godt at have selvtillid. Så længe det ikke kammer over i troen på, at man er gud i sit eget liv. For hvad gør man så, når tingene ikke lykkes? Når man føler sig forkert eller udenfor, når man kommer til kort? Så er ens gud der jo ikke længere.

Derfor ville jeg give dem en hulsten som et billede på, at det ikke er farligt at lade sig bevæge af noget uden for en selv. Tværtimod. Det er netop, når man tør lade noget andet komme til, at man formes og bliver til – også selvom det kan medføre et hul.

Og det er måske pointen, at det, der gør stenen interessant, ikke er hullet i sig selv, men at den stadig er hel med hullet i. Sådan er det nok også for os mennesker. Vi skal bære de huller, mærker, kanter og ar, livet har givet os, men vi er stadig hele mennesker.

Jeg fandt som sagt kun to hulsten. Så konfirmanderne fik en helt almindelig sten med ordet “HUL” skrevet på med tusch. De har nok tænkt, helt ærligt, at det var mærkeligt at få en sten i gave, men jeg tror, de forstår, hvad jeg vil sige: De er ikke hårde sten, men levende, smukke unge mennesker med bløde punkter og åbne hjerter, der konstant er i bevægelse, parat til at lade sig forme af de fællesskaber, de lever i.

Jeg har nydt hver eneste uge, når konfirmanderne er kommet i konfirmandcaféen, og hvordan de generøst har delt ud af deres ungdomsliv i samtaler med mig. Jeg håber, de vil blive ved med at lade sig bevæge, så de ikke forstener og låser sig fast i deres egne forestillinger om, hvordan livet skal være.

Nu må de selv ud i sommeren og finde en ægte hulsten. Lykkes de med det, opdager de måske, at hullet er fyldt med håb, der strømmer dem i møde udefra. Måske opdager de også, at de ikke behøver at være gud i deres eget liv, og at det, der gør dem interessante, ikke er det, der mangler, men at de stadig er hele – med huller i.