Fortsæt til indhold

Forspildte muligheder for lufthavnens areal: Sælges for peanuts

Ny investor er ikke kun dybt problematisk men også topmålet af forspildte muligheder for lufthavns-området.

Debat
Thure HastrupByrådsmedlem i Aarhus for Alternativet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For et beløb, der må betegnes som peanuts, står Aarhus Lufthavns arealer nu til salg til et amerikansk firma. Kommunerne Aarhus, Norddjurs og Syddjurs vil dermed opgive råderetten og kontrollen over området og overgive den til et firma fra USA, som under Trump har vist sig uberegnelig og fjendtlig - og alt andet end den allierede partner, vi tidligere har været vant til. Det er ikke kun dybt problematisk men også topmålet af forspildte muligheder for lufthavns-området.

Siden 2022 har jeg forsøgt at få en helt anden retning på debatten om Aarhus Lufthavn nemlig at der laves en kontrolleret nedlukning af den kriseramte lufthavn, og at man i stedet for omdanner området til en energi-ø.

Jeg vil ikke stemme for forslaget om salg af lufthavnen til det amerikanske firma Fairchild med det kæmpestore milliontab for Aarhus Kommune, der vil være en følge af salget. Men man kan desværre sige, at det er ”godt gået” af ”Indenrigsfly-trafikkens Venner A/S” - lig med Socialdemokratiet, Venstre og Konservative.

Alternativet har i Aarhus Byråd foreslået følgende, der blev stillet som et ændringsforslag på byrådsmødet 26. marts i år.

Alternativet foreslår, at Aarhus Byråd bemyndiger bestyrelsen for Aarhus Airport A/S til at udarbejde en plan for en kontrolleret nedlukning af Aarhus Airport A/S. Planen for den kontrollerede nedlukning skal sikre den bedst mulige anvendelse af arealer og bygninger til lokal turisme, erhverv, og vedvarende energi anlæg. Syddjurs Kommune anmodes om, i samarbejde med de øvrige ejerkommuner, at udarbejde tillæg til kommuneplan og forslag til ny lokalplan, der kan sikre en anden anvendelse end lufthavnsformål.

I stedet for milliontabs-salg til amerikanerne vil det være en ansvarlig løsning, som samtidig vil være bæredygtig og til gavn for klimaet.

Man kan indlede en forhandling, for at sikre provenu til ejerkommunerne, ved at sælge arealerne til for eksempel Kredsløb, der jo faktisk leder efter egnede arealer til luft-til-vand-varmepumper, vindmøller og solceller. Kredsløb kan så inddrage et eller flere af varmeværkerne i Nord- og Syddjurs kommuner. Området er velegnet, fordi støjen fra luft-til-vand-varmepumper og vindmøller er betragteligt lavere end støjen fra flytrafik. Og det vil jo fjerne behovet for at placere de her helt nødvendige luft-til-vand-varmepumper i områder inden for Aarhus Kommunes grænser.

Der vil faktisk være mulighed for at lave det, man kan kalde en mini energi-ø, selvom den er på land. Den vil ikke skabe større nabogener. Der er faktisk en mulighed for, at det kan generere indtægter til de tre kommuners borgere. Samtidig sikres naturen, og der kan være en vis anvendelse til turisme, der er jo et hotel derude. Der er desuden nogle bygninger, som kan anvendes til erhverv eller institutioner.

Thure Hastrup.