Grøn pulje tildeles de forkerte
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Udmøntningsgruppen, bestående af fire byrådsmedlemmer, har netop fordelt midler fra den grønne pulje, som stammer fra solcelleparken ved Stouby – en park på næsten 100 hektar. Men paradoksalt nok er det netop de nærmeste naboer til solcelleanlægget, og dermed dem, der bliver hårdest ramt, som ikke har fået del i midlerne.
En væsentlig årsag er, at private borgere bliver beskattet af de midler, de eventuelt modtager – og det forudsat, at de overhovedet kan opfylde de urimelige kriterier, der er stillet op i ansøgningsbetingelserne fra Randers Kommune. Det virker mere som en barriere end en reel mulighed.
I stedet er nogle af midlerne gået til projekter langt væk fra solcellerne:
Korshøjhallen, 10 kilometer væk, har modtaget 830.000 kroner.
Vorupkærparken, 18 kilometer væk, har fået 268.000 kroner.
Asferg Forsamlingshus, 15 kilometer væk, har fået 95.000 kroner.
Uggelhuse Borgerforening, hele 30 kilometer væk, har fået 75.000 kroner.
Denne fordeling er hverken rimelig, ansvarlig eller i tråd med almindelig sund fornuft.
Hos Danmarksdemokraterne mener vi, at den grønne pulje skal følge nærhedsprincippet. Det vil sige: Midlerne skal først og fremmest gå til dem, der bor i umiddelbar nærhed af solcelle- og vindmølleprojekter – de mennesker, som lever med generne hver eneste dag, og som i praksis bliver stavnsbundet af de anlæg, de aldrig har ønsket sig.