Sløngeldage er Skanderborg, når vi er bedst. Tak for det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Sløngeldage er noget ganske særligt. Det ved alle os, der har oplevet det – hvad enten vi er kommet forbi med skoleklassen, med gymnastikveninder eller, som jeg selv, med egne unger i hånden.

I år var ingen undtagelse. Mine børn og jeg kastede os ud i remoulademadskast, hængekonkurrence og sæbekasseræs med store grin og våde ærmer. Og ja, vi fik røde kinder og trætte ben, men vigtigst af alt: Vi fik fælles minder, der sidder fast.

Men bag de sjove aktiviteter gemmer sig noget endnu større: Sløngeldage er et stykke socialt entreprenørskab og frivilligt engagement i absolut topklasse. En hel bydel bliver forvandlet – ikke med neon og blinkende skærme, men med menneskelig kreativitet og nærvær. Det hele er analogt, gennemført og båret af værdier, der rimer på både fantasi, frihed og frækhed – foreningens tre kerneværdier.

Det kan kun lade sig gøre takket være en flok på omkring 250 frivillige, som i løbet af et helt år mødes og planlægger, bygger og udvikler dette helt særlige univers. Det er ikke bare imponerende – det er rørende.

Som kulturpolitiker ønsker jeg mig mere af netop den slags initiativer: Kulturprojekter, der ikke måler deres succes i billetsalg eller brandingværdi, men i fællesskab, kreativitet og børns grin i gaderne. Det er den slags, der giver os et stærkere lokalsamfund – og det er den slags, vi skal skabe rum og rammer for.

Så fra mig – både som far og som lokalpolitiker – skal der lyde en dybfølt tak: Tak fordi I bruger jeres fritid, jeres idéer og jeres overskud på at skabe noget, der samler os som mennesker. I skaber smil, nysgerrighed og sammenhold – og dét er i sig selv en slags civil ulydighed i en tid, hvor så meget foregår bag skærme og lukkede døre.

Sløngeldage er Skanderborg, når vi er bedst. Tak for det.