2.200 kr. for en SFO-plads: »Det er ikke frihed – det er bare en regning i forklædning«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Randers Byråd skal nu til at udmønte elementerne fra det nationale kvalitetsprogram for folkeskolen, kaldet Frihed og Fordybelse. Intentionerne er gode: Skolerne skal have mere selvbestemmelse, skolelederne skal kunne prioritere lokalt, og der skal være bedre mulighed for at tilpasse undervisningen til de konkrete børn og deres behov.
Det er helt i tråd med Liberal Alliances grundlæggende holdning: De bedste beslutninger træffes tættest på borgerne. Men med denne reform ser vi desværre også en velkendt tendens fra Christiansborg: Staten lover frihed, men sender samtidig regningen videre til kommunerne – og i sidste ende til borgerne.
Et centralt element i reformen er, at undervisningstiden i indskolingen reduceres med ca. to timer om ugen. Det betyder, at børn i børnehaveklasse til og med 3. klasse får kortere skoledage.
Det giver selvsagt et øget behov for pasning – og dermed øget pres på SFO og fritidshjem. Staten lægger op til, at kommunerne selv må finde finansiering til den øgede åbningstid – for eksempel ved at hæve forældrebetalingen.
I Randers lægges der nu op til en takststigning på 178 kr. for en SFO-plads. Det svarer til næsten 2.200 kr. årligt for en børnefamilie. Det er ikke frihed – det er bare en regning i forklædning.
Vi i Liberal Alliance mener, det er en urimelig måde at implementere reformer på. Hvis staten vil diktere forandringer, må de også finansiere dem. Det nytter ikke at love forenkling og fleksibilitet med den ene hånd, mens man tvinger kommunerne til besparelser og ekstraregninger med den anden. Et andet element i reformen er oprettelsen af en “timebank”, hvor skolerne får større fleksibilitet i at bruge undervisningstimerne.
De kan vælge at bruge ressourcerne på holddeling, ekstra støtte, co-teaching eller styrkede indsatser i dansk og matematik for fagligt udfordrede elever. Det er et vigtigt og positivt skridt. Men hvis det skal fungere, må vi i Randers sikre, at skolerne får reelt råderum. I dag er alt for mange beslutninger låst af centrale rammer, detailregulering og bureaukratiske krav.
Hvis vi virkelig ønsker at frisætte skolerne, må vi turde slippe dem fri – og stole på, at dygtige skoleledere og lærere kan træffe de rette valg lokalt.
Vi bør derfor reducere central kontrol og dokumentationskrav, give skolebestyrelserne større indflydelse på prioriteringer og give skolerne mulighed for at samarbejde med private aktører, foreninger og virksomheder – fx om lektiehjælp, motion eller kreative fag. Frihed og Fordybelse kan blive et afgørende skridt i retning af en stærkere folkeskole.
Men det kræver, at vi politisk tør tage ansvar for at følge friheden til dørs. Hvis vi blot laver om på skemaerne uden at følge op med økonomisk og organisatorisk frihed, risikerer vi blot at skabe usikkerhed og stress – både for lærere, elever og forældre. Liberal Alliance vil kæmpe for, at frihed i Randers også betyder frihed i praksis – ikke blot på papiret.
Og vi vil insistere på, at de gode intentioner ikke drukner i regneark og mellemregninger. Randers har dygtige lærere, engagerede skoleledere og masser af forældre, der gerne vil bidrage. Men vi skal give dem friheden og værktøjerne til at lykkes – ikke blot flere opgaver og højere priser.