»Og så, netop som Orla Frøsnapper takkede af for i år, ankom Det Kongelige Teater«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I sidste uge oplevede vi i Skanderborg Kommune et stort kulturspænd. Ikke fordi én begivenhed stjal rampelyset, men fordi vi i løbet af få dage fik lov at opleve hele spektret af, hvad kultur kan og bør være: det folkelige og det elitære. Side om side, ikke som modsætninger, men som gensidige forstærkere.

Det startede med 10-års jubilæet for Sløngeldagene. Et helt igennem folkeligt arrangement, hvor børnelitteratur og lokale ildsjæle forenes i en farverig fejring af Ole Lund Kirkegaards vidunderlige og finurlige univers. Det er høj kvalitet uden fine fornemmelser og det er børn og unge, der er i centrum. Her bliver litteratur levende. Her bliver de gakkede figurer og fjollede påfund en del af virkeligheden. Her bliver kulturen båret af de mange, ikke de få.

Bag Sløngeldagene står Det Heslige Slønglers Klup og Uffe Høi i spidsen for 250 frivillige, som år efter år skaber et helt unikt univers i Skanderborg. Det er ildsjæle, fonde som Gl. Skanderborg Fonden og Smukfest samt Skanderborg Kommunes vedholdende støtte der gør det muligt. Det er kultur, når det er allermest lokalt, kærligt og levedygtigt. Og det var en stor fornøjelse at se min politiske kollega Frank Damgaard få mine unger til at råbe og grine.

Og så, netop som Orla Frøsnapper takkede af for i år, ankom Det Kongelige Teater til Siimtoften i Ry med deres omrejsende kunst-legeplads ”Postyrium”. Her var det finkulturen, der kom på besøg. Men den gjorde det på børns præmisser: Ballet, opera og orkester blev gjort tilgængeligt, legende og medrivende.

Børnene klædte sig ud i ægte teaterkostumer, dirigerede orkestre, udforskede scenografi og lo med, da Bournonvilles Sylfiden blev fortalt med humor og overskud. Bevares, jeg grinede også højt. Det var på en gang stor kunst og stor inklusion. En eliteinstitution, der evnede at træde ned fra scenen og gå i øjenhøjde med publikum. Med børn.

For min familie blev det til en uge, hvor vi sammen oplevede, hvad kultur i en kommune kan: Vi var sløngler i Skanderborg. Vi dansede ballet i Ry. Og i skrivende stund tænker vi at tage turen til Galten, hvor byfest og torvedag venter i de kommende dage. Endnu et eksempel på, hvordan lokale fællesskaber og traditioner skaber liv og sammenhængskraft.

Jeg er stolt af, at vi i Skanderborg Kommune både formår at rumme det, der opstår nedefra og det, der løftes oppefra. Det er ikke enten-eller. Det er både-og. Det er netop den balance, der gør os stærke.

Det folkelige og det elitære. Det brede og det smalle. Det lokale og det nationale. Det frivillige og det professionelle. Vi har brug for det hele. Og vi bliver klogere, åndeligt rigere og mere sammenhængende, når vi ikke stiller det op som modsætninger, men som nødvendige søjler i samme hus.

Kulturen påvirker os som voksne og former vores børn. Derfor skal vi politikere blive ved med at investere i hele paletten. I det, der får os til at grine sammen. I det, der får os til at tænke efter. Og i det, der får os til at føle os som en del af noget større.

Tak til alle, der gjorde den forgangne ugen mulig. Både jer med remoulademader og jer med balletskørter.