Fortsæt til indhold

Dødsfælde. Indhegnet naturnationalpark ved Kalø kan koste menneskeliv

Debat
Per ØxenholtVelfærdslisten Syddjurs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er igen tale om at etablere en naturnationalpark ved Kalø, og lad mig slå fast, at jeg har intet imod naturen eller vild natur. Men jeg har noget imod, at vi indhegner hele vores natur. Der er lagt op til 40 km hegn i Mols Bjerge og 24 km hegn ved Kalø. Hvorfor kan man ikke lave naturoplevelser for borgerne uden at indhegne det hele?

Når alt indhegnes og der sættes masser af kvæg og andre dyr ud, udelukker man mange mennesker fra at gå, løbe, ride eller cykle i området. Som det er lige nu i Mols Bjerge, er der flere indhegninger, så dyrene kan flyttes rundt. Dette fungerer jo rigtig godt, og med små lave hegn, som vi har kendt i en menneskealder, har ingen noget imod det.

Jeg er også bekymret for, at det kan koste menneskeliv med færiste og dyr på tværs af Molsvej ved Kalø. Responstiden for ambulancer og lægebiler bliver derved endnu længere, når ulykken sker på Mols og Helgenæs. Måske Naturstyrelsen stiller en fast ambulance til rådighed i Knebel? Det kan jo risikere, at Naturstyrelsen ikke kun har dyreliv på samvittigheden.

Det er vigtigt, at vi finder en balance mellem at beskytte vores natur og sikre, at den er tilgængelig for alle. Indhegninger kan være nødvendige for at beskytte visse områder, men de bør ikke være så omfattende, at de begrænser borgernes adgang og sikkerhed. Vi bør kunne nyde vores natur uden at føle os indespærret.

Lad os arbejde for en løsning, hvor vi både kan bevare naturen og sikre, at den er tilgængelig og sikker for alle. Naturen er til for os alle, og vi skal kunne opleve den frit og uden begrænsninger.