Fortsæt til indhold

»Nedtællingen er begyndt – de slemme bilister skal mærke pisken ved Vesterbro Torv«

Det kan på sigt få grumme konsekvenser for handelslivet, at størstedelen af byrådet i Aarhus ikke vil bilismen.

Debat
Claus BechDirektør, Aarhus City Forening

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Lørdag den 7. juni spærres Hjortens gade ved Vesterbro Torv igen for bilister fra nordbyen, og Ceres-krydset bliver endnu engang til en tragt og trafikalt knudepunkt til gene for folk og kunder i bil på vej til arbejde eller på besøg hos byens handels- og erhvervsliv.

Efter genåbningen af Hjortensgade sidste år har der ellers været lidt glæde at spore hos de hårdt plagede bilister. Trafikken har upåklageligt igen kunnet glide forbi Vesterbro Torv mod blandt andet Sallings og Magasins p-huse eller videre ned mod havnen og Dokk1. Der udledes mindre CO2, bilisterne sparer kostbar tid, og unødige propdannelser ved Ceres-krydset undgås specielt i morgentimerne. En meget vigtig trafikal korridor fra nordbyen mod midtbyen viste igen sit værd.

Naturligvis skal der tages hensyn til de mange cyklister, hvilket snildt kunne gøres ved anlægning af cykelsti i begge retninger og samtidig nedsætte fartgrænsen til 30-40 km i timen på strækningen og dermed gøre gaden til en sivegade. Altså det bedste fra to verdener. Men ak nej, de slemme bilister skal mærke pisken – ingen gulerødder her til bilister eller handels- og erhvervslivet.

En ny case-analyse fra Aarhus Kommune: Rapport om grøn mobilitet og levende handelsgader viser ellers, at hele 27 % af handlende ankommer til handelsområderne i bil fra oplandet og lægger procentvis flere penge i forretningerne end både gående og cyklende pr. besøg. Rapporten konkluderer ligeledes som et læringspunkt – og jeg citerer følgende fra rapporten: »Styrk adgangene fra det lokale opland.« Hele 27 procent bor mere end fem kilometer væk og kommer i bil. Ved at styrke adgange fra det lokale opland kan der tiltrækkes endnu flere kunder til byens handelsområder. Jeg gentager lige: »Ved at styrke adgangsveje fra det lokale opland kan der tiltrækkes endnu flere kunder,« står der i rapporten.

Det er derfor ganske uforståeligt, at bilisterne endnu en gang skal stå for skud i denne sag, som allerede har fået alt for meget negativ opmærksomhed. Man burde i stedet fortsat have ladet trafikken glide stille og roligt ad Hjortens gade mod city, sat fartgrænsen ned og gjort mere plads til cyklisterne, glædet sig til torvets forskønnelse og allerede nu se frem til, at sommeren kommer med forhåbentlig liv og glade dage i området samt tilfredshed blandt både gående, cyklister og bilister.

Man kan nu i stedet le eller græde eller begge dele på samme tid, og tørt konstatere at størstedelen af byrådet i Aarhus ikke vil bilismen, og det kan få grumme konsekvenser for handelslivet på sigt, da bilen helt sikkert er kommet for at blive og folk måske søger andre steder hen at handle ind og arbejde, hvis ikke de er så heldige at bo i selve byen.