Klimamål kan ikke gå på kompromis med lokalsamfundet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Skanderborg Kommune og flere udviklere har i flere måneder arbejdet ihærdigt på at “modne” fem udvalgte sol- og vindprojekter for at reducere kommunens CO2-aftryk, inden projekterne formelt kan behandles politisk i byrådet.
Hvordan er det så gået?
Kort sagt har meldingerne fra flere sider været, at Skanderborg Kommune har udvist en uhørt mangel på professionalisme i processen – særligt når man tager de vidtrækkende konsekvenser for befolkningen i lokalsamfundene i betragtning. Alligevel vælger kommunen fortsat at kalde det dialog.
I processen har der været adskillige eksempler på magtfuldkommenhed: Afvisning af dagsordener, insisteren på udvælgelse af “favorabel” indlægsholdere, modstand mod “ufordelagtige” indlægsholdere, afvisning af referater trods godkendelse af udsagn ved møder, ændringer af godkendte referater før offentliggørelse på hjemmesiden (er det dokumentfalsk?), grov manipulation af en afsluttende rapport med mere. Forvaltningsmæssigt vil jeg betegne dette som et katastrofalt svigt over for borgerne.
I forhold til årlige besparelser svarende til et par aftener med rigeligt bland-selv-slik står ulemperne i Mesing-området – i form af potentiel teknisk insolvens, stavnsbinding, gener ved lavfrekvent støj og skyggevirkninger samt indgreb på biodiversitet og smuk natur – slet ikke mål med gevinsten.
Skanderborg Kommune har kæmpet med næb og kløer for at fremme projektudviklernes interesser. Ingen tvivl om, at klimamålet er helligt, og at ingen pris er for høj – uanset hvor uanselige projekterne er i den store sammenhæng.
Derfor stiller jeg spørgsmålet: Skal projekterne gennemføres for enhver pris?
Kommunen har selv beskrevet et kriterium om, at projekterne samlet skal give en gevinst – men ikke hvor stor eller lille gevinsten skal være for, at et projekt kan gennemføres.
I vindmølleprojektet i Mesing opnår Skanderborg-Hørning Fjernvarme via en skattefinte en årlig omkostningsbesparelse på 4,4 mio. kr., svarende til ca. 300 kr. per standardhusstand om året; mens Mesing-området står over for et skønnet værdifald på 20-25 mio. kr.
Havde det ikke været for skattefinten på ca. 1,8 mio. kr., ville Skanderborg-Hørning Fjernvarmes omkostningsbesparelse svare til 200 kr. per standardhusstand om året.
Skanderborg-Hørning Fjernvarme postulerer dog – uforståeligt – at forbrugerne vil spare 500 kr. om året.
I forhold til årlige besparelser svarende til et par aftener med rigeligt bland-selv-slik står ulemperne i Mesing-området – i form af potentiel teknisk insolvens, stavnsbinding, gener ved lavfrekvent støj og skyggevirkninger samt indgreb på biodiversitet og smuk natur – slet ikke mål med gevinsten.
Stop derfor projektet i Mesing. Det batter ikke.
Gør som eksempelvis Sønderborg Kommune, der bygger en havvindpark med en strømproduktion svarende til 168.000 husstande. Det batter. På den måde sparer man CO2 uden at ødelægge ejendomsværdier markant.