Tyske flygtninge på ferielejr i Danmark
Efter 2. verdenskrig blev ferielejre forvandlet til flygtningelejre. Også i Ebeltoft, hvor minderne fra opholdet har levet videre, længe efter krigens afslutning.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
80-året for Danmarks befrielse, er dette forår blevet markeret landet over. Også i Ebeltoft.
Befrielsen betød også, at over 250.000 tyske flygtninge kom til Danmark. Mange steder i landet blev beslaglagt af den tyske besættelsesmagt og indrettet som nødtørftige flygtningelejre – ved Ebeltoft var det feriekolonierne på Ahl.
Her er fortællingen om, hvordan kolonierne for svage børn midlertidigt blev hjem for kvinder, børn og ældre, der flygtede fra Østfrontens kaos – og hvordan minderne fra opholdet i Danmark har levet videre, længe efter krigens afslutning.
Da de tyske flygtninge kom til Danmark
Millioner af tyskere blev i vinteren 1945 sendt på flugt på flugt fra deres hjem i det dengang tidligere østligste Tyskland af den sovjetiske hær. Hitler selv beordrede store dele af flygtningestrømmen til Danmark.
Den danske regering, som da kun eksisterede i en begrænset form, nægtede at samarbejde med besættelsesmagten. Derfor beslaglagde tyskerne over 1.000 steder i landet – primært hoteller, forsamlingshuse, skoler og, som i Ahl, feriekolonier, som blev brugt til at huse flygtningene.
Flygtninge på kolonien
I sommeren 1945 kunne man i en propagandakampagne fra det illegale blad Tidens Tegn læse følgende: ”Imens de tyske flygtninge således soler sig og boltrer sig i bølgerne, må Vesterbros børn forblive i de usunde og solfattige baggårde...”
De nødlidende børn fra Vesterbro skulle ellers have besøgt Københavns Kommunes svagbørnskoloni på Ahl, men i årene 1944–1946 var der ingen ferieophold på de tre kolonier.
Under besættelsen havde den tyske værnemagt flere gange forsøgt at leje de tre kolonier gennem Ebeltofts borgmester.
Borgmester Sofus Aasted afviste dog gang på gang forespørgslerne, men i 1944 tog værnemagten dog kolonierne med magt.
Sårede tyske soldater fra østfronten blev indkvarteret, men da flygtningestrømmen i begyndelsen af 1945 kom til landet, flyttede man soldaterne, og ind rykkede i stedet 270 kvinder, børn og ældre, fordelt på de tre kolonier.
Det var vinter, og kolonierne var ikke indrettet til brug i den kolde årstid. Flygtningene frøs. Den lokale gårdejer på Ahlgården forsøgte at hjælpe dem efter bedste evne – han gav dem mad og lod dem varme sig ved at stå tæt på køerne i sin kostald.
Borgerne i Ebeltoft var godt klar over, at der boede flygtninge på Ahl.
En af byens modstandsmænd førte dagbog og noterede blandt andet, hvordan tyske soldater stjal cykler i byen for at besøge kvinderne i kolonien.
Nogle af de tyske kvinder tog også ind til byen for at købe kød, men blev flere steder nægtet.
Efter befrielsen i maj 1945 blev mange beslaglagte steder frigivet, og flygtningene blev samlet i større lejre som Tirstrup- og Gråskelejren.
Alligevel blev det besluttet, at Ahl-kolonierne fortsat skulle fungere som flygtningelejr.
Gerhard og Verner – to flygtningedrenge
I 1995 modtog Aarhus-kolonien et brev fra to tyske brødre, der fortalte om, hvordan de i 1945 var kommet til Ahl som flygtninge, og om deres oplevelser i feriekolonierne.
Drengene kom oprindeligt fra Østpreussen, men da russerne nærmede sig, flygtede familien til Østersøen. Herfra sejlede de til Sassnitz på Rügen og kom videre til Danmark med tog til Aarhus – og derfra til Ahl. Familien blev indlogeret på Lyngby-Taarbæk-lejren.
De beskrev et liv præget af børn, frisk luft og badeture. De fik lov til at færdes frit og nyde friheden. Vigtigst af alt: de var langt væk fra krigen. Hverdagen bestod blandt andet af opgaver – såsom at hente mad.
Det var ofte de unge drenge, der meldte sig frivilligt, for der kunne falde lidt ekstra af til dem hos både mejeriet og slagteriet.
Brødrene huskede også nogle af de danskere, de mødte: den lokale gårdmand, præsten der kom til kolonien for at holde gudstjenester og et par enkelte gange barnedåb, og endda borgmesteren, der besøgte kolonien til jul og nytår.
Befrielsen i maj blev dog en voldsom oplevelse. Hvad betød den for dem? Skulle de tilbage til et ødelagt og usikkert Tyskland – eller noget værre?
Det kom dog ikke til at ske. I efteråret huskede de, hvordan der blev opsat pigtråd rundt om kolonierne, og indgangene blev bevogtet. Alligevel følte Gerhard og Verner sig trygge og – for en tid – hjemme på Ahl.
Hjemrejsen for de tyske flygtninge
I begyndelsen af 1946 blev det besluttet, at det var for dyrt at opretholde vagter ved Ahl-lejrene. Mange flygtninge, herunder de to brødre, blev derfor overført til den større flygtningelejr ved Ry.
Kort efter, i efteråret 1946, kunne de påbegynde deres hjemrejse til de mere sikre dele af Tyskland.
50 år senere skrev de to brødre – nu voksne mænd – følgende: ”Vi ønsker, at stadig mange børn vil kunne få lykkelige feriedage i de skønne kolonier ved Ahl strand.”