Vigepligt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forleden læste jeg nogle ord, som fik mig til at spærre øjnene op. Det var ord fra en afslutningsdebat, der blev holdt i København for et par uger tid siden. Nu sømmer det sig vist ikke at nævne politiske partier eller pege fingre i en præsteklumme, men for ikke at lade jer sidde helt hen i det uvisse – det er jo heller ikke pænt – så kan jeg sige så meget, at taleren var kvinde og kommer fra Aalborg – så er alle nok med!

Nå, men det, der fik mig til at tænke mit, var ord, der indgik i en beskrivelse af Europa – der blev betegnet – ikke først og fremmest som et konkret sted – men som en idé! Værdier. En måde at anskue verden på.

Og så remses der ellers den ene kulturkendis op efter den anden, der alle som en er udtryk for vort fælles åndsliv.

Det lød sådan her:

Det er Mozart, Edith Piaf og Picasso. Det er Marie Curie. Kierkegaard. Marx. Darwin. Rousseau, Luther. Og Hannah Arendt.

Det er Václav Harvel, Stefan Zweig og Hartvig Frisch.

Det er Anne Frank, Den lille prins, Einstein, Astrid Lindgren, Thomas Mann, Tilværelsens ulidelige lethed, Tolkien og J. K. Rowling.

Det er Kafka, Ursula Von der Leyen, Jacques Delors, Newton og Inge Lehmann.

Det er Melodi Grand Prix. Og Champions League.

Det er feminismen, den fri abort og nationalstaten.

Jo, tak – men den opmærksomme læser har nok allerede opdaget det – der mangler ligesom noget… og det er så sikkert som amen i kirken.

Kristendommen! Den tro, der om noget har præget det europæiske kontinent bliver end ikke nævnt.

Bevares – Luther og Kierkegaard bliver da nævnt – så måske kristendommen ligger implicit i de navne. Men alligevel…

Og så var det, at jeg stødte på disse ord:

At fundamentet for vores offentlige samtale er fakta, ikke følelser. Og at gud har vigepligt for demokratiet. Det er den grundlæggende idé, som vores kontinent er bygget på, og som løber i blodet på alle europæere.

At gud – med lille g i øvrigt – har vigepligt for demokratiet.

Se, jeg er i den grad demokrat med stort D – men derfor kan jeg nu godt stave Gud med stort G – og det kan godt være, at jeg har fået en bøde for ikke at overholde vigepligten i trafikken, men vigepligten overfor Vorherre – den skal overholdes – det er uhyre vigtigt. Det gør nemlig hele forskellen. Ikke sådan at forstå, at der skal indføres teokrati – Gud fader bevares - for kristendommen er jo ikke en lovreligion.

Men for demokratiets skyld, for folkets skyld, bør man overholde vigepligten for Gud. For kun sådan gør man sig sin autoritets klare begrænsning klar. Og gør man sig ikke den klar, så er der ikke lang vej til, at man gør sig selv til Vorherre.

Underordning har nok en dårlig klang hos selvbevidste individualister, men overordnet set er der ingen orden uden underordning.

Det ved ethvert menneske med blot en smule livserfaring – forældre underordner sig barnets behov – den ansatte underordner sig chefens anvisninger og så er der parforholdet – ægteskabet. Men lad os ikke ødelægge den gode stemning. Nu går det lige så godt.

Dog vil jeg sige, at en kærlighed, som ikke kan bøje sig, er mere stolthed end kærlighed.

Sådan i kærlighed knælede Guds søn dybt i vores ler for at skænke os den frihed, intet menneske kan begribe, men som fritager os fra den byrde at skulle kreere og udødeliggøre os selv.

Således er vi stillet i kærlighedens tjeneste, og det sætter os på plads under noget større end eget ego. Det betyder ikke, at kristendommen er garanti for lutter fællesskabsidyl, men mennesket forkyndes som tilgivet. Det er det sande kristne fællesskab.

Det er den mest grundlæggende måde at anskue verden på. Gud give, at det budskab må løbe i blodet på os alle.