»Nogle gange er vi nødt til bare at zoome ind på det helt nære for ikke at blive helt væk«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Så rykkede vi endeligt ind i årets første sommermåned. Juni, midsommer, lys, luft, solskin og regn i herlig blanding. For mig er det som om, at alting bare føles lidt lettere om sommeren. Det er den årstid, hvor jeg bedst kan tage til mig, at det er tilladt at gøre noget unyttigt.
Det er tilladt at dvæle ved et græsstrå, der står så ualmindeligt fint og svajer lidt i vinden. Det er tilladt at falde i stave. Bare at være, måske observere lidt, ja bare være i nuet.
Ligesom i Benny Andersens digt ”Udsigt i kikkert.” Her kommer et lille uddrag:
En dreng dumper ned fra en stige
og gribes straks af en pige.
En myre ta´r mål til en tue.
En hoppe forfølger en flue.”
Et tog kører under en vibe
og over en rustfarvet bæk
og om bag et træ og bli´r væk.”
Jeg sænker min kikkert og ser
at alle de adskilte dele
hænger sammen som et hele
der kan blive til endnu mer,
jeg synger, mens solkuglen bunder:
Gid jorden aldrig går under!
Gid jorden aldrig går under. De ord bliver pludseligt forstørret i vores sind i disse tider, hvor klimakrisen er over os og meget er usikkert i verden.
Nogle gange er vi nødt til – for ikke at blive ”helt væk” – bare at zoome ind på det helt nære
Men nogle gange er vi nødt til – for ikke at blive ”helt væk” – bare at zoome ind på det helt nære. Ja, lade os nære faktisk af viben og myren, drengen og pigen, solkuglen og græsstrået.
Nyd nuet, nyd livet, nyd sommeren.
Jeg er sikker på, at Gud stadig passer på os og moderjord, og gennem alt det smukke minder han os om, hvor dyrebart livet og alt det levende er. Det gør os opmærksomme, så vi bliver i stand til at gøre bedste for at passe på det hele.