»Nu må jeg bringe virkeligheden tættere på: Først efter flere uger, hvor intet har hjulpet, kommer antipsykotisk medicin på tale«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Normalt går jeg ikke “i flæsket” på mine byrådskollegaer, men efter to læserbreve inden for et halvt år – omhandlende samme emne – må jeg altså bringe virkeligheden tættere på.
I Mette Nøhrs sidste debatindlæg fra 28. maj 2025 langer hun endnu en gang ud efter læger, sygeplejersker og sundhedspersonale, der efter gennemgribende dokumentation vurderer, at antipsykotisk medicin kan hjælpe svært demente og psykoseplagede mennesker. For jo, Mette – det er altså dem, der foranlediger den medicinske behandling.
Jeg ved godt, at Mette Nøhr blot udtaler sig, fordi hun er bekymret for nogle tal, der viser, at Favrskov Kommunes forbrug af antipsykotisk medicin ligger højere end det gennemsnitlige forbrug på landsplan. Men helt ærligt – der er altså mennesker bag disse tal. Mennesker, der måske ikke kan give mundtligt udtryk og derfor har brug for de faglige øjne og -vurderinger, og som har brug for at blive hjulpet igennem deres lidelser.
Jeg arbejder dagligt med demente og udfører kærlig og rolig pleje, observerer samt forsøger at skabe ro og nærvær omkring borgerne. Men lykkes dette ikke, dokumenterer jeg gentagne gange deres adfærd og psykiske tilstand – ud fra hvordan deres fysiske og psykiske adfærd viser sig.
De kan nemlig sjældent med ord selv give udtryk for, hvad de føler og oplever.
Først herefter – hvis intet har hjulpet – kommer antipsykotisk medicin på tale.
Den dokumentation videregives til sygeplejersken, der sammen med kontaktpersonen tager en vurdering af situationen. Vores demenskoordinator kontaktes, og nye handlemuligheder foreslås, afprøves og dokumenteres.
Derudover fører vi adfærdsskemaer over hele døgnet – for måske derigennem at gennemskue et mønster, vi kan hjælpe med at bryde. Disse tiltag foregår gennem flere uger, og først herefter – hvis intet har hjulpet – kommer antipsykotisk medicin på tale.
Tænk også på, at vores observationer er kontinuerlige gennem otte timer i op til fem dage i streg. Altså ikke et øjebliksbillede, men gode, gennemgribende observationer.
Sidst men ikke mindst skal man huske på, at demens findes i mange varianter. Nogle af de sværeste er for mig at se Lewy Body-demens og vaskulær demens. Netop disse kan give grimme vrangforestillinger om for eksempel kryb, der kravler på gulvet, og mennesker, der belurer dig bag gardiner, i vinduer og bag dørene. Det er forestillinger, der især kommer, når mørket falder på, så den ramte borger slet ikke kan finde ro – grundet angst for at lægge sig til at sove. Og rigtig gættet – det resulterer så i, at borgeren ofte sidder og sover om dagen, når de psykotiske oplevelser er på et minimum.
Mestringsstrategier, som andre med psykiske symptomer kan benytte sig af, duer ikke til de demente – grundet deres hjerneskade, som en demenssygdom jo egentlig er.
At der bruges lidt mere antipsykotisk medicin i Favrskov Kommune, kan jo også være et udtryk for, at lægerne formår at stille diagnosen i rette tid og derfor kan tilbyde den rette behandling – som måske derved kan hjælpe den demente til at forblive i egen bolig længst muligt, hvilket jo bestemt er til gavn for den ramte.
Som ved al anden medicin kan der opstå bivirkninger ved brug af psykofarmaka, men i mine 10 år som social- og sundhedsassistent på et plejehjem har jeg endnu aldrig oplevet, at bivirkningerne overskyggede den positive virkning, medicinen gjorde for borgerne.
Jeg ønsker et roligt, rart og acceptabelt liv for vores svært demente borgere – og har stor tiltro til de læger, der har behandlingsansvaret og udskriver antipsykotisk medicin. Det synes jeg også, du skal prøve at have, Mette Nøhr.