Skolen skal undervise - ikke opdrage

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Aarhus Kommunes børne- og ungepolitik fra 2023 flyder det med varme ord fællesskab, inklusion, medbestemmelse, livsmestring, digitale fællesskaber, kreativ udfoldelse, sund balance, ”jeg har værdi som den, jeg er” og listen fortsætter. Men midt i al den bløde retorik mangler én ting, faglighed.

Den siddende SF-rådmand Thomas Medom og flertallet bag ham har skabt en skolepolitik, hvor det, at man skal lære noget, nærmest er en sidebemærkning. I stedet skal børn og unge være små samfundsarkitekter med ansvar for klima, trivsel og demokrati længe før de har lært at læse, regne og tænke kritisk.

Det er en grundlæggende fejlslutning. Det er vigtigt, at børn er godt klædt på, men det må aldrig ske på bekostning af det, de skal lære. Skolen skal først og fremmest være et sted, hvor man tilegner sig viden, færdigheder og faglig selvtillid.

Børn og unge har ikke brug for flere meninger – de har brug for mere viden. Og viden får man ikke gennem følelsespædagogik og evig medbestemmelse, men gennem dygtige lærere med ro, mandat og opbakning til at undervise.

Vi hører det igen og igen fra klasselokalerne: Lærere, der mister autoritet, fordi skoleledelser og forvaltning ikke bakker dem op. Lærere, der bliver kaldt til samtale for at sætte en grænse. Lærere, der brænder ud mentalt og fysisk, fordi de ikke længere ved, hvad de må, eller hvad de tør gøre for at skabe ro.

Det er dybt bekymrende. Når man ikke kan sætte en grænse uden at frygte repressalier, mister vi fundamentet for en tryg og lærerig skole. Når lærere bliver gidsler i en politisk ideologi, hvor alt skal løses med dialog, selv når elever overskrider alle grænser, så har vi svigtet dem.

Det er ikke ansvarligt. Det er ikke fagligt. Det er naiv styring pakket ind i varm luft.

I dag forventes det, at lærere ikke blot underviser, men også er trivselskoordinatorer, sociale konsulenter og dialogfacilitatorer. De skal opdage mistrivsel, støtte børns stemmer, sikre digitale fællesskaber, favne forskellighed og tage ansvar for klima og ligestilling samtidig med, at de underviser.

Men lærerne er ikke overmennesker. De er fagpersoner. Og det er på tide, vi begynder at behandle dem som sådan med tillid, mandat og opbakning. Også når de stiller krav og sætter grænser.

Hos Liberal Alliance tror vi på det, som har virket i generationer: At voksne sætter retningen, og børn følger den. Det betyder:

I Liberal Alliance går vi til valg på en skolepolitik, hvor lærerne kan sige fra. Hvor skoleledere ikke gemmer sig bag retningslinjer, men står ved deres ansatte. Hvor trivsel ikke er noget, man skriver sig til i politikpapirer, men noget der opstår, når der er tydelige rammer og forventninger.

Det kræver et opgør med den SF-styrede pædagogiske rundkredspædagogik. Det kræver, at vi siger nej til utopiske hensigtserklæringer og ja til det, der virker: frihed, ansvar, faglighed og konsekvens.

Forældre har ret til at forvente, at deres børn bliver undervist. Lærere har ret til at blive bakket op. Og børn har krav på voksne, der tør tage ansvar. Ikke politikere der svømmer rundt i deres egne idealer