»Det her er så svært at sige, men endnu sværere at høre: Jeg har en depression«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har en depression. Den har jeg været underlagt de seneste seks måneder. Måske endda endnu længere. En depression melder ikke sin ankomst på samme måde som en influenza. Nej, en depression tager plads i en som en parasit, der langsomt men målrettet arbejder på at overtage hele styresystemet blot for at styre sit offer ud over en klippekant.

Det er en mærkelig ting, det dér med depression. Jeg går rundt i byen og formår at smile til folk, når de kigger min vej, men indvendigt raser storme, som ingen ser. Måske ser de dem, men jeg ved det ikke. For jeg taler ikke om det. Jeg mærker tankerne banke: »Kan de se, hvordan jeg har det?« Og samtidig tænker jeg: »Kan jeg mon selv se, hvordan de har det?« Det ved vi heller ikke. For vi mennesker træder forbi hinanden som skygger, vi hvisker om livets lethed, og alt imens holder jeg facaden, imens jeg dybt nede i mørket kæmper en tabt kamp mod en parasit, jeg end ikke kan lokalisere.

Når jeg har taget mig mod til at åbne op om min depression, har jeg ofte fået en reaktion, som mest af alt minder om det bedste bud, en chatrobot helt uden indsigt kan komme op med: »Hvis du har brug for noget, siger du bare til.«

Velmenende og helt sikkert med en god intention. Men det svarer til at sige til en, der ligger under vandet: »Du kommer bare herop, hvis du kan. Jeg er lige her!«

Jeg vil så gerne række ud, men energien er væk, og det sidste jeg har, er overskud til at tage initiativ. Det kan faktisk føles som en hård joke, når omgangskredsen siger: »Vores dør er åben« eller »Du kan altid ringe.« Jeg ved godt, det er velment. Men nu hvor parasitten har overtaget mit forståelsescenter, hører jeg kun, at de står klar – hvis jeg bare kan få mig selv til at tage fat. Og det kan jeg altså ikke. Slet ikke nu hvor depressionsparasitten har slukket al varme, lys og lyst i mig.

Det er sørgeligt, at det stadig er så tabubelagt at tale om, at man lider, især for os mænd. Alle historier om styrke, ro og maskulin selvtillid gør det svært at sige, at man ikke magter mere – at selvtilliden er en illusion, og at mandemasken er blevet for tung at bære.

Vi er født ind i en kultur, hvor det stadig er for svært at indrømme, at man danser med djævlen, og at mørket har taget over. For det er jo det samme som at indrømme, at man ikke er stærkere. Sådan tænker vi i hvert fald ofte som udgangspunkt. Og det er en skam.

Der er i sandhed en samfundsforpligtelse i, at vi ser hinanden – sådan rigtigt ser hinanden. Ikke bare med øjnene, men med hjertet. For et stærkt samfund er ikke blot bygget på velanlagte veje, infrastruktur og veltilrettelagte systemer. Et stærkt samfund er bygget på de mennesker, der formår at se den, der kæmper i stilhed. Det kan være en lille gestus, en opmærksomhed, der siger: »Jeg ser dig.« Det er ikke nok blot at informere om, at ens dør er åben. Nej, det kræves, at vi hjælper dem, der lider i sjælen, med at åbne den indre port, de ikke selv kan finde nøglen til, når nu parasitten har slettet erindringen om, hvor helvede man i grunden har lagt den forbandede nøgle.

Det at række ud er en uoverkommelig opgave for den, der lider. Det føles som at kravle op ad en stejl væg uden plateauer, hvor man kan puste ud. Og jeg ved godt, at man som ”pårørende” har svært ved at ”behandle” den lidende, og at man kan føle sig ganske utilstrækkelig. Men netop derfor er det vigtigt, at man ikke blot informerer om, at døren er åben, men netop tager initiativ, der viser, at man bare er der – i stilhed og uden dom, uden krav og uden utilstrækkelighed. For det er ofte i det stille nærvær, at en åbenhed, der længe har været undertrykt, får lov at blomstre.

Det er vigtigt for mig at påpege, at jeg ikke er ”efter nogen” eller 2efter dem, der ikke ved, hvad de skal stille op”, når en parasit har gjort sit indtog i familien, i vennekredsen eller på arbejdspladsen. Jeg fortæller bare om, hvordan jeg har det med at have den vamle parasit inde i mig. Og så håber jeg, at det kan hjælpe – bare nogen.

Jeg skrev denne klumme, da jeg sad helt alene i huset. Jeg KUNNE ikke skrive den. Jeg TURDE ikke skrive den. Jeg TUDEDE, da jeg alligevel skrev den. Og lige om lidt sender jeg den til min redaktør her på Jyllands-Posten. Og hvis du netop har læst den, vil du vide, at jeg FANDEME gjorde det.