Direkte spørgsmål til Leif Lahn - hvorfor censurere Palæstina-debatten ved skolevalg?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
”Leif Lahn, hvorfor vi du censurere skolevalget i Syddjurs?
Skolevalg er et valg blandt skoleelever i 8, 9 og 10. klasse. Næste gang der er skolevalg er 29. januar 2026
Skoleeleverne har brug for oplysninger, argumenter for og imod og muligheden for selv at tage stilling.
Inden skolevalget er der et 3 uger langt undervisningsforløb, hvor der også er debatter mellem de politiske ungdomspartier.
Undervisningen og debatten foregår ud fra 20-24 mærkesager som ungdomspartierne har ønsket at tage op.
Men denne gang har Leif Lahn og et flertal i Folketingets præsidium besluttet at bortcensurere en af mærkesagerne der lyder »Anerkend Palæstina som en selvstændig stat«, som er ønsket af flere af ungdomspartierne.
Begrundelsen man har angivet, er at emnet er for komplekst og for følsomt for eleverne at arbejde med.
Men emnet er jo allerede en del af vores allesammens virkelighed. Konflikten i Mellemøsten er noget man hører om dagligt og det er noget der berører mennesker i Danmark dybt, det gælder også mig selv og, formoder jeg, en hel del unge.
Fremtiden for de unge, Danmark og vores del af verden afhænger i høj grad af om det lykkes os at løse konflikten i Mellemøsten på en retfærdig og fredelig måde. Hvordan vi agerer i denne konflikt, vil i høj grad være med til at definere den fremtid som specielt de unge skal leve i.
Netop derfor er det vigtigt at behandle emnet på en saglig og ordentlig måde. Det nytter ikke noget at bortcensurere virkeligheden fordi det er politisk ubelejligt og fordi at det måske ville kunne være med til at kaste lys over regeringens manglende handlinger på dette område.
Skoleeleverne har brug for oplysninger, argumenter for og imod og muligheden for selv at tage stilling. De har ikke brug for mundkurv og censur fra politikere som Leif Lahn.«