Vi bærer alle et ansvar: »Skal vi sende personen videre med en god oplevelse eller en tyngende følelse?«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Min yngste søn har længe haft et stort ønske om at komme på fisketur. Fiskeri er ellers ikke noget, vi i min familie har gjort det meget i, hvis man ser bort fra en sommerferies krabbefiskning fra kajen. Men nu skulle det være. Da vi aldrig før havde fisket, måtte fisketuren indledes med et besøg i det lokale byggemarked for at få købt nogle fiskestænger. Således udstyret med to fiskestænger drog hele familien til nærmeste put and take-fiskesø.

Søen stod blank, vejret var fint, men ved første kast viste der sig pludseligt et problem – fiskehjulet og linen. Når vi kastede krogen ud fór linen med ud i så rigelige mængder, så ethvert forsøg på at rulle den tilbage endte i en ren gang kluddermor og båndsalat, fordi hjulet ikke stoppede.

Nu var gode råd dyre. Men heldigvis spottede min handlekraftige hustru en lystfisker på den anden side af søen, og med resolutte skridt opsøgte hun vedkommende med vores egen fiskestang pyntet med ”båndsalat” og spurgte om hjælp. Og på trods af, at den anden lystfisker selv var optaget af fiskeri, tilbød han straks at hjælpe og møjsommeligt viste han, hvordan sådan en fiskeline-båndsalat skulle redes ud, og hvorledes et fiskehjul i virkeligheden skulle monteres – her lå vores første fejl. Snart havde han også vores stang nummer to i hænderne.

Således taknemmelige og opløftede af den venlige og hjælpsomme lystfisker og med to fiskeklare stænger i hænderne gik vi tilbage til vores fiskested og gik i gang med fiskningen.

Første kast, plup! Anden kast ”båndsalat”! Snart gik det op for os, at der er mere til det at fiske end blot at kaste krogen ud. Efter utallige gange selv at have redt fiskeline-båndsalaten ud opgav vi og kastede til sidst blot den line ud, som var til rådighed, fuldstændig som stod man med barndommens bambuspind med snor og krog og forsøgte at fiske.

Selvom det jo på ingen måde kunne kaldes fiskeri, oplevede jeg faktisk en form for ro og eftertænksomhed stående der ved bredden. Jeg stod der og kastede en alt for kort line ud i en kæmpe sø, da mine tanker blev afbrudt af et »Hej Jacob!«

Jeg kiggede op, og så endnu en person på den anden side af søen. Jeg gik derhen og opdagede, at det var en tidligere konfirmand, som med sin gruppe af venner var taget på fisketur og lige ville slå en sludder af med ”sin gamle præst”, hvilket glædede mig, da det altid er spændende at høre, hvordan gamle konfirmanders liv har formet sig siden konfirmationen.

Tilbage på min egen side af søen lykkes det mig så endelig både at rede linjen ud, lave et rigtig kast og knække koden for, hvordan man faktisk fisker, kun for at opdage, at de to timer, vi havde betalt for, var udløbet.

På vejen hjem i bilen sad jeg og tænkte lidt på fisketurens forløb, som trods alle genvordighederne måtte siges at have været en succes af en familieudflugt, og jeg kom til at tænke på den danske teolog K.E. Løgstrups berømte ord:

»Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at han holder noget af det menneskes liv i sin hånd.«

En måske knudret sætning, men som i sin enkelthed indeholder en dyb sandhed: hver gang vi møder et andet menneske, har vi indflydelse på, hvordan det menneske går fra vores møde. Og beriget var jeg gået fra begge de to møder ved søen – mødet med den venlige lystfisker, at det er ok at spørge om hjælp, for faktisk vil folk rigtig gerne hjælpe.

Og mødet med den tidligere konfirmand, for tænk, foran alle sine venner, ville han faktisk godt stå og tale med sin præst. Det kan godt være, at vi ikke ser mange konfirmander på kirkebænken efter deres konfirmation, men dette møde fortalte mig alligevel, at vi præster giver indtryk og aftryk i de unge mennesker, som de bærer med sig videre ud i livet.

Vi bærer alle et ansvar, når vi står i mødet med det andet menneske – skal vi sende det menneske videre med en god oplevelse og glæde eller en tyngende og drænende følelse – og det selv ved fiskesøen. Det er vores ansvar.