8.332 km færre i bilen – sådan rammer flertallets mobilitetsplan dig
Den grønne omstilling skal ske gennem teknologi – ikke tvang.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Er du en almindelig aarhusianer med arbejde, familie uden for byen og fritidsaktiviteter, der kræver transport? Så kan du godt begynde at overveje, hvordan du klarer dig uden bil. Du får nemlig næppe brug for den, hvis et flertal i Aarhus Byråd får held med at indføre roadpricing.
Socialdemokratiet og SF – anført af Jesper Kjeldsen og Liv Gro Jensen – har sat spørgsmålstegn ved Venstres beregninger og fakta. Derfor viser vi her sort på hvidt, hvordan en såkaldt “standard aarhusianer” kan reducere sin årlige bilkørsel med 8.332 kilometer.
Men hvor kommer det tal fra?
Ifølge mobilitetsaftalen skal CO₂-udledningen fra trafikken reduceres med 135.600 ton om året via roadpricing. Hvordan det konkret skal ske, fremgår dog ikke af aftalen. Varetransport må forventes fortsat at skulle ind til byen – så reduktionen må forventes at skulle komme fra privatbilisterne.
En bil udleder i gennemsnit 120 gram CO₂ pr. kørt kilometer – svarende til 0,00012 ton. For at opnå den ønskede CO₂-besparelse kræver det, at biltrafikken reduceres med ca. 1,13 milliarder kilometer årligt. I Aarhus er der i dag 136.022 benzin- og dieselbiler. Det betyder, at hver bil i gennemsnit skal køre 8.332 km mindre om året.
Det er et markant tal, og vi har svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Forligspartierne har endnu ikke givet et klart svar. I Venstre mener vi, at borgerne har krav på ærlig og gennemsigtig information, så de ved, hvad de siger ja til, når de står i stemmeboksen til november.
Derfor har vi regnet på, hvad det vil kræve af en standard aarhusianer:
- En standard aarhusianer er et flittigt menneske, der bidrager til samfundet og pendler til arbejde. Gennemsnitlig pendlingsafstand er 12,4 km hver vej. Det giver: 45 arbejdsuger × 5 arbejdsdage × 24,8 km = 5.580 km
- Har familie i Herning (86 km), Aalborg (119 km) og København (307 km), som besøges to gange om året. Det giver: 2.048 km
- Dyrker sport og fritidsaktiviteter 8 km fra hjemmet. Tur/retur bliver det 16 km × 45 uger = 720 km
Samlet bliver det 8.348 km – altså stort set den reduktion, som mobilitetsplanen forudsætter.
Alt dette må den såkaldte standard aarhusianer altså opgive, hvis planen skal hænge sammen.
Vi savner fortsat svar på, hvordan flertallet konkret forestiller sig, at denne kæmpe reduktion i bilkørsel skal gennemføres – særligt når der ikke findes national lovgivning, der gør roadpricing muligt. Måske tager vi fejl. Måske har forligspartierne faktisk en realistisk plan for, hvordan målet skal nås. Så hører vi gerne nærmere – for man må gå ud fra, at det har været drøftet ved forhandlingsbordet.
Venstre er ikke med i aftalen. Vi tror på ærlig debat baseret på fakta. Ikke på overskrifter, ønsketænkning – eller løsninger, der ikke kan føres ud i livet.
Vi vil investere i bedre kollektiv trafik og cykelinfrastruktur, så flere får reelle grønne alternativer. Samtidig tror vi på, at den grønne omstilling skal ske gennem teknologi – ikke tvang. Derfor støtter vi elbiler, brintbiler og bedre lademuligheder frem for begrænsninger og nye afgifter. Vi arbejder for, at fremtidens mobilitet i Aarhus skal være både grøn og fri – ikke grøn og forbudt.
Kort sagt: Vi går ind for fremkommelighed for alle.