Fortsæt til indhold

Grov og misvisende påstand: Vi passer netop på drikkevandet

Debat
Nils BorringFormand for Plan- og Landdistriktsudvalget i Favrskov Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I et læserbrev i Din Avis 17. juni anklager Thake Fogh Cordt (Ø) både forvaltningen og byrådet for at “fucke med grundvandet”. Det er en grov og misvisende påstand, som skaber unødig uro – og den fortjener et klart svar.

Først og fremmest: Byrådet har netop valgt placeringen ved Lynghøjvej for at beskytte vores drikkevand. Den alternative placering tæt på Sandby ligger oven på et område, hvor vi i fremtiden kan komme til at hente drikkevand. Derfor frarådede forvaltningen dén løsning. Vi skal jo ikke tage nogen chancer, når det gælder noget så vigtigt som rent vand i hanerne.

Thake Fogh Cordt nævner miljørapporten fra Rambøll – og ja, rapporten påpeger ting, der skal arbejdes videre med. For eksempel hvordan vi håndterer regnvand ved ekstremregn. Men det er netop dét, rapporten skal. Pege på ting, vi skal tage højde for i planlægningen, før projektet bliver til virkelighed.

Det betyder ikke, at vi ignorerer problemer – tværtimod. Vi tager dem alvorligt og bruger rapporten som et værktøj til at finde løsninger.

Cordt skriver også, at ”kommunekassen stod vidt åben for at anlægge en ny genbrugsplads”. Det er ikke kommunekassen, der skal betale for en ny genbrugsplads. Pladsen betales af Favrskov Forsyning, der netop tænker økonomisk ved at samle to genbrugspladser til én.

Så kort fortalt: Vi er ikke ligeglade med miljøet – vi handler for at beskytte det. Og vi planlægger ikke for en genbrugsplads, der kan true dit drikkevand.