Randers skal videre – med nye løsninger på gamle problemer
Moderaterne mener, at man i Randers skal turde gøre op med gamle vaner og begynde at føre reformerne ud i livet .
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Randers står ved en skillevej. Den netop fremlagte Kommuneplan 2025 peger fremad, og regeringens reformspor – senest dokumenteret i Hvidbogen fra Nina Smiths ekspertgruppe – gør det klart: Der skal handles nu, hvis vi vil sikre fremtidens velfærd, vækst og sammenhængskraft. Og det skal ske lokalt. I Randers.
Det er et faktum, at den kommunale økonomi er under pres. Ikke kun i år – men også i de kommende år. Og det forpligter. Derfor siger vi i Moderaterne: Vi skal turde frisætte og forandre. Vi skal turde gøre op med gamle vaner og begynde at føre reformerne ud i livet – dér hvor de betyder mest: I den nære virkelighed, hos borgerne i Randers.
Regeringen har sat en nødvendig og ambitiøs reformdagsorden. Men det er i kommunerne, at idéerne skal leve. Og det kræver, at vi i Randers omsætter dem til konkrete forandringer. Bedre velfærd for pengene. Mere frihed og faglighed i kernevelfærden. Et arbejdsmarked, hvor flere er med. Og en erhvervspolitik, der bygger på partnerskab – ikke på proces og papir.
Vi skal give vores unge de bedste forudsætninger for at tage næste skridt i livet – gennem uddannelse, praktik og adgang til arbejdsmarkedet. Det er ikke kun en investering i dem. Det er en investering i hele Randers’ fremtid.
Der er taget vigtige og modige beslutninger i Randers de seneste år. Flodbyen, Klimabroen og den nye byudvikling er klare eksempler på det. De trækker Randers i den rigtige retning – både fysisk og symbolsk. De åbner byen, forbinder den og skaber nye rammer for vækst og livskvalitet.
Men vi kan og skal mere. Vi skal gøre Randers attraktiv for børnefamilier og nye borgere. Vi skal skabe rammerne for vækst i erhvervslivet og sikre, at planlægningen understøtter udvikling – ikke bremser den. Det handler om boliger, skoler, infrastruktur, arbejdspladser og fællesskab. Og det kræver en ny tilgang til, hvordan vi tænker kommunal udvikling.
Vores løfte er klart: Randers skal videre.
I Moderaterne tror vi på, at vi kan vende udviklingen – hvis vi tør tænke nyt og handle ansvarligt. Vi tror på, at frisættelse og forandring ikke er farlige ord – men nødvendige redskaber. Og vi tror på, at Randers har potentialet til at blive et forbillede, ikke et eksperiment.
Derfor stiller vi op med én ambition: At sikre, at Randers bliver en kommune i balance. Hvor reformerne virker. Hvor velfærden holder. Og hvor flere får mulighed for at lykkes med det liv, de ønsker sig.
Frisættelse og nye løsninger på gamle problemer. Det er Moderaternes vej for Randers.