Hvilken karakter fik du?
»Desværre ser det ud til, at vi i stigende grad definerer succes i skolen som at opnå 12 – som om alt under det er mindre værd,« mener rådmand Thomas Medom (SF).
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er sæson for afgangsprøver, studenterkørsler, afslutningsfester og eksamener. En tid fyldt med både glæde og skuffelse – og masser af spørgsmål om resultaterne.
»Hvad fik du?« er nærmest blevet et automatspørgsmål i denne periode. Nogle gange deles karakteren også af stolte forældre på sociale medier. Men karakteren definerer ikke hele indsatsen.
Hvad nu hvis vi i stedet spurgte: »Hvordan synes du, det gik?« eller »er du tilfreds med din indsats?«
Det er vigtigt at huske, at hårdt arbejde ikke altid afspejles i høje karakterer – og at høje karakterer ikke nødvendigvis afspejler hårdt arbejde. De to ting hænger ikke automatisk sammen.
Desværre ser det ud til, at vi i stigende grad definerer succes i skolen som at opnå 12 – som om alt under det er mindre værd.
Men man kan være både grundig og engageret uden at få topkarakterer. Og man kan få flotte karakterer uden at have ydet sit bedste.
I Aarhus er der rigtig mange børn og unge, som i disse uger afslutter et kapitel og tager hul på det næste. Over 30.000 elever går i grundskole i kommunen. Vi har omkring 50.000 studerende på videregående uddannelser og på de mange aarhusianske ungdomsuddannelser er de sidste eksamener også ved at være i hus inden sommerferien venter.
Det er med andre ord tusindvis af aarhusianske unge, som netop har oplevet spændingen ved eksamen – og måske også usikkerheden ved, hvordan de bliver vurderet.
Derfor er det ekstra vigtigt, at vi som by og som voksne omkring dem husker, at karakteren ikke fortæller hele historien. Det gælder både for den 9.-klasses-elev, som lige har været til mundtlig dansk, og for universitetsstuderende, der knokler med et speciale. Uanset niveau skal vi understøtte deres læring og trivsel – og minde dem om, at de er mere end et tal på et papir.
Motivation, processen, kreativiteten og arbejdsindsatsen er i høj grad også det, der betyder noget. Derfor bør vi overveje at fokusere mindre på karakteren og mere på det, der skaber den.