Har du talt om din tro i dag?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Casper Christensen gør det. Forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky og Sigurd Barrett har gjort det længe. Og nu gør politikere som Frederik Vad og Alex Vanopslagh det også. De taler om tro. Offentligt, uden blusel.

Selv statsministeren har ved flere lejligheder efterlyst en åndelig oprustning og ønsket, at tro og kirke må fylde mere i samfundet. Det hænger naturligvis sammen med tidens globale kriser, som tvinger os til at besinde os på vores samfunds værdigrundlag. Det er ikke en selvfølge, at det består. Og hvis vi skal være villige til at forsvare det med livet som indsats, er det afgørende at vide, hvad det egentlig er.

Religion og samtalen om tro er med andre ord vendt tilbage til det offentlige rum. I hvert fald i avisspalterne – og i princippet. Alligevel er det stadig svært for den almindelige dansker at tale om sin tro. Vi har en lang tradition for religiøs blufærdighed og privatisme. Jeg er født i 1988 og er hele min opvækst stødt på – hvis ikke ligefrem latterliggørelse – så himlende øjne eller ironisk overbærenhed over for den tro, jeg havde med hjemmefra. Sådan noget kom man ikke anstigende med. Det hørte til i privaten. Hvis overhovedet.

Når vi så fodbold i 90’erne og 00’erne, kiggede folk altid pinligt berørt væk, når brasilianske eller portugisiske spillere pegede mod himlen eller takkede Gud. Samtidig svælgede vi i drukanekdoter fra weekenden. Som Casper Christensen fortæller i et interview: For bare få år siden talte folk gladeligt og nærmest ærefuldt om selv de værste udskejelser med stoffer og utroskab. Men begyndte nogen at tale om noget opbyggeligt – eller Gud forbyde det, Jesus – slog folk nervøst blikket ned.

Men i løbet af få år er det langsomt blevet mere accepteret at bekende sig som troende. Måske skyldes det en stigende respekt for minoriteter og et ønske om at forstå og favne de mange migranter og flygtninge, Danmark har modtaget de seneste årtier. Troen har vist sig som en central del af identiteten for mange nydanskere – og i forsøget på at forstå dem har vi opdaget, at vores eget fundament er svagere, end vi troede.

Derfor er det stadig svært for mange af os at sætte ord på vores tro, selv over for de nærmeste. Jovist, troen har fået mere plads i den offentlige samtale – men at sætte ord på sin egen tro er stadig vanskeligt.

Det skyldes selvfølgelig, at vi stort set ikke har nogen træning i det. Vi har levet i et politisk klima, der i årevis var fjendtligt indstillet over for religion: Tro skulle ud af det offentlige rum, morgensang ud af skolerne – og så videre. Det har vist sig at være en blindgyde.

Og nu, hvor kriserne kommer som perler på en snor, og vi har allermest brug for et rigt åndeligt beredskab, opdager vi, at forrådet næsten er tomt. Vi mangler sprog og ritualer for det, der er større end vores individuelle jagt på tilfredsstillelse: den større historie, som forbinder os med hinanden – både med de døde og de kommende generationer. Den, der giver retning og håb – i krisetider såvel som i fredstid. Den guddommelige kærlighed, som ophæver de skel, nationalstater og ideologier sætter. Og den evighed, som sætter det timelige i perspektiv.

Vil man opbygge sit åndelige beredskab, kan man passende gå i kirke på søndag – og blive hængende og insistere på at tale om tro over kirkekaffen.