»Udvikling på papiret – afvikling i virkeligheden«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg læser med undren og ærlig talt også lidt hovedrysten det debatindlæg fra Henrik Gottlieb Hansen og Gitte Færgemann i Din Avis Randers, hvor de nærmest triumferende konkluderer, at alt er godt på Regionshospitalet Randers.

Det er fint, at man på papiret bevilger over en milliard kroner til nybyggeri, men som borger i Randers, som far til børn der har været patienter, og som regionsrådskandidat, der lytter til personalet og befolkningen, så spørger jeg: Hvordan hjælper ny beton patienter, der ikke kan få en tid? Hvordan hjælper det ansatte, der løber hurtigere og hurtigere, uden flere hænder?

Virkeligheden er, at akuthospitalet i Randers presses i bund. Det bliver ikke mindre pres i fremtiden, tværtimod. Den nye struktur i sundhedsvæsenet betyder, at endnu flere opgaver flyttes ud til hospitalerne, uden at der nødvendigvis følger penge eller personale med. Derfor står vi med risikoen for, at det nye byggeri bliver en flot kulisse uden reel styrkelse af drift, rekruttering og nærværende sundhedstilbud.

At hævde, at der ikke er rekrutteringsproblemer, er i bedste fald verdensfjernt. Tal med personalet på gulvet. Spørg sygeplejerskerne, portørerne og de unge læger. Der er vagtplaner, der ikke kan dækkes, personale der forlader faget, og patienter der må vente urimeligt længe på undersøgelse og behandling. Det er ikke udvikling, det er udsultning forklædt som fremskridt.

Regionshospitalet Randers har i årevis været lavest prioriteret, når midler skulle fordeles i Region Midtjylland. Sammenlign bare med investeringerne i Aarhus eller Viborg. Det her er ikke bare en følelse – det er en kendsgerning, som mange borgere i Kronjylland har gennemskuet.

Når jeg taler om, at hospitalet er ved at forbløde, er det ikke for effektens skyld. Det er fordi vi som samfund ikke kan leve af bygninger alene. Vi skal sikre reelt personale, bæredygtig drift og lokal lighed i sundhed.

Jeg respekterer, at Henrik Gottlieb og Gitte Færgemann har valgt ikke at genopstille. Men det er bekymrende, at deres afsluttende budskab er en anbefaling af endnu en socialdemokrat, som skal fortsætte “indsatsen”. Må jeg spørge: Hvis indsatsen er så god, hvorfor står vi så her med personalemangel, kapacitetspres og frustration blandt både ansatte og borgere?

Det er tid til at tale ærligt. Ikke glansbilleder. Ikke papirplaner. Men handling.

Derfor stiller jeg op. For at sikre, at Regionshospitalet Randers ikke kun får mursten, men også mennesker, midler og mening.