Også præster græder: »Jeg flyttede i gæsteværelset, og hun fik den store seng – jeg ved godt, hvem dét var mest ydmygende for«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg sidder i skrivende stund mellem flyttekasser og tomme vægge. Min kone flytter – eller rettere, min ekskone flytter – og det gør mine børn delvist også. Vi har i det sidste år vidst, at vi skulle skilles, men af praktiske årsager er vi blevet boende sammen. Og vi har trukket det ud, så børnene kunne blive bare lidt ældre.

Vi havde allerede for tre år siden besluttet, at vi skulle skilles. I to uger gik vi frem og tilbage, før vi besluttede os for at blive sammen. Tiden derefter var god, men det varede ikke længe, før vi faldt tilbage i vores vante mønstre.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg har forsøgt at reparere vores ægteskab, men min angst og samtalens alvor har gjort, at jeg sjældent turde tage emnet op – i hvert fald ikke på en konstruktiv måde. For et år siden satte vi os ned og kiggede hinanden i øjnene. Vi var ikke lykkelige, og den måde at leve på kunne ikke fortsætte. Ikke engang for vores børns skyld – hvis det overhovedet er et validt argument for at blive sammen.

I tavsheden mellem os havde hun i stilhed brugt de to år på at af-elske mig. Hun havde fundet ud af, at det ikke gik. Jeg troede – nok naivt – at vi kunne finde hinanden igen. Så da hun for et år siden sagde stop, var det, som om gulvet forsvandt under mig.

Et par dage efter, at hun havde sagt, hun ville skilles, afholdt vi børnefødselsdag for hele min familie. Jeg sad og smilede til dem alle sammen, men indeni var jeg tom. Jeg forstod det ikke helt der, men i løbet af de følgende uger gik det op for mig. Jeg mistede fokus og mistede kontrollen. Jeg endte med at sygemelde mig i 14 dage fra arbejdet. Hvordan kan man sidde med efterladtes sorg eller længselsfuld kærlighed, når man knap kan se ud af sine egne øjne? Det føltes, som om et gråt slør havde lagt sig over verden.

Jeg græd – meget. Og den eneste, der var der, var min ekskone. Så når børnene var blevet puttet, lå jeg i hendes skød og hulkede. Jeg ved ikke, hvem af os det var mest ydmygende for.

Selvom vi begge var i sorg, besluttede vi at blive boende sammen. Jeg flyttede i gæsteværelset, og hun fik den store seng – med ungerne, når de kom ind om natten. Jeg ved godt, hvem dét var mest ydmygende for.

Året gik med sine op- og nedture. Jeg har i løbet af det år fået en smule indsigt i, at vi ikke var sunde for hinanden. Men samtidig har jeg befundet mig i en slags ventesorg. Vi valgte ikke at fortælle det til nogen – det var vores beslutning og vores byrde. Men det betød også, at da det endelig skulle siges højt, kom sorgen op igen. Hvad skulle det nu blive til? Et liv alene i en stor præstegård?

I det år, hvor vi lod som om vi stadig var sammen, kunne hverdagen dulme smerten, og forestillingen om fremtiden forblive intakt. Men med afsløringen kom hammeren. Fremtiden bliver ikke, som jeg havde bygget op i mit hoved gennem de sidste ti år.

Nu har hun fået sit eget sted. Jeg har hjulpet hende og børnene med at komme på plads. Og nu ser jeg først mine børn igen om fem dage. Det er en blid start, for vi har besluttet en 5/9-ordning – til hendes fordel. Det er ikke fordi, jeg ikke vil have dem – bestemt ikke – men fordi ”de kloge” siger, at det er bedst med en fast base. Og trods smerten i mig handler det om, at de får det bedste ud af denne lortesituation.

Jeg har allerede måttet nedværdige mig til at spørge om lov til at se mine egne børn uden for samværsdagene.

»Må jeg allervenligst tage mit eget kød og blod med i Djurs Sommerland?«

Hun sagde selvfølgelig ja.

Som jeg sidder her i et halvtomt hus med et helt knust hjerte, er det svært at se, hvordan jeg skal komme videre herfra. Den smerte, jeg føler i mit bryst, er ikke bare noget, jeg forestiller mig – den har manifesteret sig som en fysisk smerte. Den sidder som en knude bag solar plexus og tynger. Jeg kan forsøge at glemme den, og for det meste kan jeg bevæge mig rundt med den. Men fem minutter i samme rum som min ekskone – og så begynder den at rive og svie. Den vokser og trækker mig ned. Jeg mister al energi og alt fremtidssyn.

Jeg vil det gode samarbejde. Jeg vil se mine børn mere end de fem dage, der er planlagt – og det er muligt. Med tiden.

Nu skal jeg på plads i mit eget hjem og i mit eget liv – og jeg ved, at jeg kan. I mit arbejde ser jeg folk i den dybeste sorg. Jeg ser dem græde og være fortvivlede, men jeg ser dem også rejse sig igen. Livet fortsætter, og selvom sorgen nok aldrig forsvinder, lærer vi at leve med den. Derfor ved jeg, at jeg en dag bliver stærk nok til at bære knuden i mit bryst – uanset dens størrelse.

Jeg skriver ikke denne tekst for at få medlidenhed eller for at ”hænge vores beskidte undertøj til tørre offentligt”. Jeg skriver den til alle dem, der kan spejle sig i min situation. Jeg deler, for at du – som sidder og ikke kan bære din sorg – må vide, at der er andre, der også har været der. Du er ikke alene.