Tilliden lider

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I de nordiske lande og i Østasien har vi meget stor tillid til hinanden, mens tilliden er ekstremt lav i Sydamerika og i de tidligere østbloklande, skriver Tor Nørretranders i bogen At tro på at tro. Bogen handler om fænomenet tro, der i høj grad også handler om tillid. Økonomer kan godt lide tillid, skriver han. Det nedsætter nemlig det, de kalder transaktionsomkostninger – altså det, det koster at lave en aftale og indgå en handel.

Jo mere man skal bruge på at sikre sig mod svindel, desto dyrere bliver det at handle. Så tillid er ikke bare godt for vores samliv med hinanden, men også for vores økonomi. Jo mere stabile og rolige samfundsforholdene er, desto mere tillid er der. Eller som en økonom skrev: Tillid er billig. Tillid er godt.

Bogen er skrevet før finanskrisen, Panama Papers og svindlen med udbytteskatten, som vi netop har fulgt i tv-serien Andre folks penge.

Siden da er verden i udstrakt grad blevet digitaliseret, og der er kommet kontrol med stort set alt. I den offentlige sektor bruges enorme mængder tid på at kontrollere og dokumentere udgifter – og det er der gode argumenter for. Det skaber gennemsigtighed og gør svindel sværere. Men, som vi har set, finder dem, der vil svindle, alligevel en vej.

Mange af os får mails, sms’er eller henvendelser på sociale medier, som forsøger at lokke os i en eller anden fælde. Nogle ældre får et venligt opkald fra ”banken” om, at der er problemer med deres kreditkort – hvorefter de bliver svindlet for et større eller mindre beløb.

Der er indført GDPR, en databeskyttelsesforordning, som åbenbart er blevet nødvendig, fordi der svindles med folks data. Og vil du sælge noget på DBA, kræver det totrinsgodkendelse, og man opfordres til ikke engang at udlevere sit telefonnummer.

Mistilliden breder sig – også politisk – hvor vi er i gang med en voldsom militær oprustning og forbereder os på angreb på bl.a. vores infrastruktur. Vi er blevet opfordret til at preppe, så vi kan klare os uden strøm, vand og mad i mindst tre dage. Tanken om, at strømmen forsvinder, er ret skræmmende – stort set alt styres jo af noget, der kræver strøm.

Men jo mere mistilliden breder sig, desto værre er det for os som samfund – i handel, samarbejde og samvær med hinanden. Ikke bare økonomisk og militært, men også menneskeligt.

Det forekommer desværre nødvendigt at opruste for tiden, men oprustning opbygger ikke tillid. Den viser mest af alt, hvor store muskler vi har, og har til formål at afværge angreb. Men oprustning giver os ikke et bedre liv.

Skal vi videre – så verden kan blive et bedre sted at være – må vi opbygge tillid til hinanden igen. Og det kan kun ske ved, at vi mødes, taler med hinanden og gør noget sammen. Må det være et midsommerønske, ja, en bøn, at vi holder hjertet varmt og vil fred her til lands – sådan som vi sang om ved Sankt Hans-bålet i sidste uge. For kun sådan kan vi genopbygge tilliden til hinanden.