Fortsæt til indhold

Venstre - ingen særbehandling af Grobund - spildevandskrav skal opfyldes

Debat
Jørgen Ivar MikkelsenPå vegne af Venstres byrådsgruppe

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På byrådsmødet den 25. juni stemte Venstre sammen med det øvrige byråd for helhedsplanen for Ålerne, som er arealerne omkring det område, hvor Grobund ønsker at etablere en ny landsby.

Baggrunden for vores opbakning til arbejdet med helhedsplanen er, at vi med vores liberale grundsyn ønsker, at der er plads til alle - uanset politisk og ideologisk overbevisning.

Vi synes dog, at arealet er blevet større end nødvendigt - særligt set i lyset af, at den egentlige årsag til arbejdet i virkeligheden er at bane vej for lokalplansprocessen omkring Grobund.

Grobund skal i vores optik hverken behandles bedre eller dårligere end andre projektudviklere i Syddjurs Kommune.

Venstre vil allerede nu varsle, at vi ikke ønsker at igangsætte en lokalplan for Grobund, før der er præsenteret en spildevandsløsning, som opfylder de krav, byrådet har stillet. Da vi i juni 2022 behandlede sagen om Grobunds udtræden af den gældende spildevandsplan, blev beslutningen:

»Indstilles til godkendelse, herunder at det er forudsat, at den tekniske løsning, der følger udviklingsplanen, også kan godkendes.«

Og i februar 2024 strammede byrådet, på Venstres initiativ, kravet til Grobunds spildevandshåndtering:

»Områdets sårbare beliggenhed nær kysten kræver særlig miljø- og klimamæssig opmærksomhed. Udtræden af Syddjurs Kommunes spildevandsplan forudsætter derfor, at køber etablerer en spildevandsløsning, der kan godkendes af miljømyndigheden - under iagttagelse af, at løsningens kvalitet og robusthed skal leve op til de standarder, der leveres af det kommunale spildevandsselskab.«

Venstre ønsker, at der bliver klarhed over, om det fagligt og teknisk er muligt at imødekomme byrådets krav - og det er vi nødt til at have klarlagt, inden vi beslutter, om lokalplansarbejdet skal sættes i gang. I den klarlægning vil det være naturligt at inddrage ekspertviden fra vores kommunale spildevandsselskab, AquaDjurs.

Grobund skal i vores optik hverken behandles bedre eller dårligere end andre projektudviklere i Syddjurs Kommune. Hvis byrådets krav til Grobunds spildevandshåndtering ikke kan honoreres, giver det ikke mening, at kommunen bruger ressourcer på lokalplanlægning.