Hvorfor lige mig?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mange af os er bange for de kriser, vi læser om, som vi får at vide, at vi skal forberede os på. Og kriser findes i mindre skala i vores eget liv. Og selvom de er i mindre skala end verdenskrige og naturkriser, så gør det dem ikke mindre alvorlige for vores liv, vores nattesøvn, vores ve og vel.

Det kan jo i den grad ødelægge vores sjælefred – vores mentale helbred, som vi siger i dag – når vi står midt i en livskrise; en skilsmisse, en brudt relation til en nær ven eller familiemedlem, sorgen over at have mistet en elsket, afgrundsdyb ensomhed, meningsløshed og afmægtighed.

Måske vi lige syntes, at vi havde fået fodfæste efter sidste krise. Måske vi gik og frygtede noget helt andet, end dét, der så ramte. De fleste af os rammes i sådanne situationer af spørgsmålet: Hvorfor lige mig? Hvorfor skulle ensomheden, sygdommen, bruddet, hvorfor skulle det lige ramme mig?

Måske bliver det næste, at vi skrotter den Gud, vi måske ikke engang vidste, at vi troede på, for hvis Gud findes, hvorfor sker der så ondskab i vores lille liv og i vores store verden?

Det er et ældgammelt spørgsmål. Når livet slår knuder, og vi knokler og fejler og ligger og roder rundt i angst og håbløshed, så kan vi næsten kun råbe “hjælp” og måske ”hvorfor mig?”. Det er nok derfor, at »alle voksne går rundt og ser ud, som om alting gør ondt«, som Krumme sang.

Og så er det, ikke ved et trylleslag, men over tid og i små glimt, at det gode i vores liv også kan vise sig: tag over hovedet, en stund, hvor vi glemmer os selv, et forsoningsglimt midt i den næsten brudte relation.

Her kan spørgsmålet vendes på hovedet: hvorfor sker det gode i vores lille liv og i vores store verden? Hvorfor taler vi beroligende til vores spædbørn, selvom de endnu ikke forstår vores sprog? Hvorfor tør vi køre ud i trafikkens vrimmel, hvor der ikke er langt fra jord til himmel?

Her spørger vi sjældent os selv: Hvorfor lige mig? Hvorfor skulle kærligheden lige ramme mig? Hvorfor skulle lige jeg have en krop, der (nogenlunde) virker og et sted at bo og en ven at ringe til?

Et klogt menneske har sagt, at vi ikke ville være i stand til andet end at sanse, hvis vi fattede, hvor vildt det er at kunne se, høre, lugte, føle, tale – og jeg tilføjer: tænk hvis vi fattede, hvor heldige vi mennesker er, at vi er født sådan, at vi kan elske. Og at vi kan elske så meget og så mange, uden at vores kærlighedsmuskel bliver slap og ikke kan mere.

Hvis du og jeg helt fattede det, ville vi måske spørge: hvorfor lige mig?