»Når vi endelig sætter os, kommer den dårlige samvittighed snigende – som om vi spilder tiden ved bare at sidde«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har et ur, der måler, hvordan jeg har sovet. Det beregner mit ”body battery” – altså mit ”kropsbatteri” – min energi, mine kræfter til at tage fat på dagen … Jeg har ikke den tekniske indsigt til at forklare, hvad uret egentlig måler, eller hvordan det kommer frem til tallet mellem 0 og 100, der skal fortælle mig, hvor frisk jeg er. Men jeg noterer mig, at uret er venlig nok til at give lyd, når det mener, at jeg trænger til hvile.

Hvile er noget underligt noget. For ofte kan det synes, som om vi har allermest brug for hvile, når vi har allerdårligst tid til det. Måske er det ligesom Luther engang skulle have sagt: »Du skal trække dig tilbage og bede én time om dagen. Medmindre du har meget travlt, så skal du bede i to timer«.

Mit ur ville nok være enig. Jo mere travlt, jo mere brug for hvile. Men hovedet siger ofte det modsatte – jo mere travlt, jo mindre tid til hvile.

Nogle mennesker sætter hvile i system. Mine bedsteforældre sov til middag, så batteriet kunne lades op til at klare resten af dagens mange gøremål. Nogle mennesker har gjort nattesøvnen til et projekt – noget, der skal optimeres og finjusteres ned til mindste detalje. Men for de fleste er hvile noget, der melder sig som et ubelejligt behov i en travl tid, eller som noget, vi glæder os til at have masser af tid til, når vi engang skal have ferie.

I Markusevangeliet fortælles det, at Jesus kalder sine disciple sammen og siger: »Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.«

Det var ikke, fordi disciplene var dovne. Tværtimod. De havde lige været ude at prædike, undervise og helbrede mennesker. De havde løst vigtige opgaver og gjort alt det, de var kaldet til. Ja, de havde haft så travlt, at de ikke engang havde haft tid til at spise.

Og Jesus kunne have sagt: »Kom nu, der er mere arbejde, vi skal nå,« for det var der. Men i stedet sagde han: »Kom og hvil jer lidt.« Han vidste, at hvilen ikke er en luksus, men en nødvendighed.

Vi glemmer det så let. Vi tror, vi først må gøre os fortjent til hvilen. Først må vi lige ordne opvasken, klippe hækken, sende de sidste mails, slå græsset, tømme indbakken, rydde legetøjet op fra gulvet og skrælle kartofler. Og når vi så endelig sætter os, kommer den alligevel snigende: Den dårlige samvittighed. Som om vi spilder tiden ved bare at sidde. Som om vi burde rejse os igen og lave noget nyttigt. Noget, vi kan pege på og sige: »Se, jeg laver noget!«

Men Jesus selv trak sig også indimellem tilbage. Han, der havde al magt i himlen og på jorden, gik ud for at være alene. Han sendte disciplene i forvejen, så han kunne bede i fred. Han satte sig ved brønden for at hvile. Når selv han havde brug for hvile – for stilhed – for pauser uden præstation – hvor meget mere har vi så ikke?

Og husk: Allerede på verdens syvende dag blev hvilen indført – af Gud selv. Da Gud havde skabt himlen og jorden og alt, hvad der lever og ånder, hvilede Han. Ikke fordi Gud var udmattet, men for at indstifte hvilen som en velsignet del af livet.

Hvilen er ikke en flugt fra det meningsfulde arbejde og alle opgaverne, der kalder på os. Den er et sted, vi går hen for at trække vejret dybt ind igen. Et sted, hvor vi kan mærke livet. Mærke os selv. Få blik for hinanden. For det vigtige.

Vi er ikke kun sat i verden for at løse opgaver – heller selvom der er nok at løse. Vi er her også ”bare” for at være til. Vi er skabt til hvile såvel som til gerning. Begge dele er værdifulde. Og i stilheden og hvilen får vi på en særlig måde lov til at vide af, at dette ene liv er skænket os, og at vi er elsket af den Gud, som også hvilede.

Guds kærlighed afhænger ikke af, hvor mange procent jeg har på mit kropsbatteri – om jeg er effektiv, udhvilet eller udmattet. Den kan ikke tælles i tal fra 0 til 100. For Guds kærlighed sprænger enhver skala. Den favner mig både når jeg løber stærkt, og når jeg sætter mig for at hvile – og vigtigst af alt, så fylder den mig med en fred, som intet ur kan registrere.