Fortsæt til indhold

750 kroner for en lægetid. En farlig udvikling i Danmark

Debat
Leif LahnMF - gruppeformand for Socialdemokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det må ikke være pengepungen, der afgør, om du kan komme til lægen i dag eller skal vente til i morgen. Alligevel er det netop det, vi nu ser i flere danske byer – og det er en udvikling, vi skal sige klart nej til.

Vi har i Danmark et princip, vi skal værne om: fri og lige adgang til sundhed.

I Esbjerg og København er der praktiserende læger, der tilbyder patienter en tid samme dag, hvis de betaler 750 kroner. Det lyder som noget fra en privathospital-pjece, men det sker nu helt åbent i det almindelige sundhedsvæsen.

Dette koncept hører ikke hjemme i Danmark – og det skal slet ikke finde vej til Norddjurs og Syddjurs. Jeg har svært ved at finde pænere ord for det, end at det er dybt forkert.

Vi har i Danmark et princip, vi skal værne om: fri og lige adgang til sundhed. Når man bliver syg, skal det være behovet – ikke kontoen – der tæller. Dette minder i højere grad om fast track i lufthavnen end om et solidarisk sundhedsvæsen. Det skaber A- og B-hold blandt patienterne. Det skal vi ikke acceptere.

Virksomheden Lægerne Danmark, der står bag ordningen, siger, at det ikke går ud over de almindelige patienter. Men helt ærligt, hvis en læge kan frigive tid til betalende patienter, hvorfor bruger man så ikke den tid på at tage imod flere patienter via den normale vej?

Jeg er glad for, at vores sundhedsordfører Lea Wermelin har taget sagen op. Vi skal have det undersøgt til bunds, og hvis det kræver en ændring af regler eller overenskomst, så må vi tage fat der.

Vi har allerede lægemangel i store dele af landet, og her på Djursland bliver der færre læger. Det skal løses ved at sikre flere praktiserende læger – ikke ved at åbne døren for brugerbetaling. Vi har ikke brug for endnu en barriere for dem, der i forvejen har svært ved at finde vej til sundhedsvæsenet.

Mit budskab er enkelt: Vi skal sige nej, før dette spreder sig. Brugerbetaling må ikke blive en ny normal i almen praksis. Ikke i Norddjurs, ikke i Syddjurs – ikke i Danmark.