Præst opslugt af løgn og mord – og reality: »Jeg skammer mig lidt«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når weekenden rammer, og vi i vores familie rammer sofaen – nogle gange ret tungt – er det ofte realityprogrammet ”Forræder”, som samler familien.

Særligt den ene af mine døtre og jeg er virkelig hooked. Jeg skammer mig lidt. Reality og jeg har aldrig nogensinde været venner. Jeg er mere Dostojevskij-typen. Eller Knausgaard-typen. Altså: Stik mig en tyk bog. Det er i hvert fald det selvbillede, jeg gerne vil opretholde.

Nu er jeg så faldet pladask for – reality! Vi har fulgt ivrigt med i de tre danske sæsoner af Forræder, og nu er vi i gang med anden sæson af den engelske udgave.

Jeg har svært ved at forklare præcis hvorfor, vi bliver så grebet af det. Måske er det simpelthen det helt basale, at vi jo er opdragede til, at man ikke må lyve. Tillid er helt fundamentalt for os.

Og i spillet på Forræder-slottet går det så lige præcis ud på at lyve! Præmissen er, at ved spillets begyndelse bliver tre af deltagerne hemmeligt udpeget som forrædere, som i hemmelighed om natten skal myrde de loyale. Til gengæld gælder det om for de loyale at regne ud, hvem forræderne er, og stemme dem ud ved det runde bord ved slutningen af dagen.

Hver dag sendes alle spillere på missioner, hvor de kan optjene sølvbarrer til den fælles præmiepulje. Når spillet slutter, har de loyale vundet, hvis de har formået at stemme alle forrædere ud. Modsat – hvis der kun er én forræder tilbage blandt de tilbageværende spillere, har vedkommende vundet og løber med hele præmiepuljen.

Så præmissen er, at du skal lyve. Det er nogen i fuld gang med, allerede inden de er blevet lukket ind på det berømte slot. Alle vogter på hinanden. Hvorfor reagerede han eller hun sådan på dagens mission? I nogle tilfælde kan det eneste spor, som deltagerne går efter, være, at én næsten virker for loyal og forpligtet overfor fællesskabet, hvilket jo ville være det perfekte skalkeskjul for en forræder.

Du skal lyve. Det er spillet. Alle ved det. Alligevel kryber spillet ind under huden på spillerne. De tager alle anklager personligt, og bliver dødeligt fornærmede eller kede af det, hvis de uretfærdigt bliver anklaget for at være forrædere. Forræderne myrder løs, og i nogle tilfælde nyder de det, for der er magt forbundet med det. Og i sidste ende er de ved at gå op i limningen, fordi de også er blevet venner med de loyale, som de lyver overfor og myrder, og i længden kan de bare ikke holde til at føre dem bag lyset.

Tillid er en spontan livsytring, sagde Aarhus-teologen K.E. Løgstrup. Det betyder, at det at vise tillid til vores medmenneske er vores umiddelbare, naturlige reaktion. Kulturministeren har netop udgivet en ny kulturarvskanon, hvor tillid og foreningslivets frivillighedskultur er blevet kåret som noget umisteligt i den danske kulturarv. At vi viser tillid til hinanden, og at vi frivilligt gør noget godt for fællesskabet – det er de værdier, som flest har stemt på som noget bærende i dansk kultur. Det er da smukt!

Én af vinderne i årets danske udgave af Forræder fortalte efterfølgende, at han umiddelbart efter optagelserne var taget hjem til sin mor og far, og havde været der i to-tre uger. For han havde simpelthen ikke tillid til nogen længere. Efter ni dages syrebad i mistillid og løgn, måtte tilliden langsomt genopbygges. Det er ret tankevækkende så hurtigt tillidskulturen kan gå fløjten!

Jeg ved ikke, om Forræder kan lære os noget. Måske er det heldigvis bare et lukket, kunstigt univers, hvor alting er sat på spidsen, og hvor vi for en gangs skyld godt må gyse og grine over løgn og mord, og fryde os over den næste intrige! For bagefter at udbryde et dybtfølt tak for, at vi ikke lever på forræder-slottet, men at vi kan se hinanden i øjnene med tillid.