»… og giv din krop som pant til væggene!«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For omtrent 1.700 år siden sad en munk midt i den ægyptiske ørken. Der er ingen, der ved, hvad denne munk hed, eller hvem han var. Men han opsøgte en dag en ældre munk, fordi han kæmpede med en fristelse. Der er heller ingen, der ved, hvad han konkret var fristet af, men det råd, han fik, er bevaret. Og rådet fra den ældre munk lød:

»Gå hen og sæt dig i din celle og giv din krop som pant til væggene.«

Nu kan man tænke, at det kun er meget seriøse munke, der kan finde på at opfordre nogen til billedlig talt at give sig selv som pant til en væg. Det er ikke noget udpræget behageligt billede – for det er blød og sårbar krop mod hård og kold stenvæg. Og minder det ikke i betænkelig grad om at løbe panden mod en mur?

Men siden jeg faldt over dette gamle klosterråd, har jeg ikke kunnet få det ud af hovedet. For er det ikke en måde at sige på, at man skal gifte sig med virkeligheden, og at man skal love sig selv til sig selv og ens faktiske omgivelser?

Der er på alle måder langt mellem denne munk midt i Sahara i det 4. årh. og så vores tilværelse i 2025, men jeg tror, at vi deler fristelsen til at drømme om være et andet sted eller til at ville være en anden.

Måske denne munk drømte om Nilen, palmer og civilisation. Om at forlade cellen og det hårde klosterliv. Vi drømmer også. Om Hanstholm, Helsinki og Honolulu, om at lægge krav og forpligtelser fra os, om lethed og enkelthed.

Der er ikke noget galt i at drømme og have håb om noget anderledes, men bagsiden er, at det kan gøre os fjerne i forhold til dér, hvor vi er og til, hvem vi er. I drømmene og fantasien er alt muligt, men virkeligheden er min væg, og det er til den, jeg skal give min krop.

Ingen ville have været overrasket, hvis den ældre munk i stedet for at tale om at give sin krop til væggene havde anbefalet denne yngre broder at give sin sjæl til Gud. Det havde nærmest været forventeligt. Men det ville også have været ret abstrakt. For hvad er sjælen andet end et begreb for noget, vi ikke helt aner, hvad er? Kroppen, derimod – den er vi ikke i tvivl om, hvad er. Den kan ses og mærkes. Den har tyngde, og den er frem for alt konkret.

Jeg hører derfor dette råd om at give sin krop til væggene som en opfordring til at turde være konkret. En opfordring til at love mig selv til min krop og min historie – med alt hvad det indebærer af familie, arbejde, faktiske fysiske omgivelser, de mennesker jeg lever med, området jeg bor i og så videre, og så videre. Det er samtidig at sætte ord på, hvad det vil sige at elske sig selv. Det betyder, at jeg skal give mig selv til det liv, jeg lever og til den, jeg er.

Med andre ord: At jeg vedgår mig mine vægge, virkeligheden og de valg, jeg har truffet.