Hvor går grænsen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvor går grænsen? Det spørgsmål blev jeg før sommerferien klogere på, da mine to kollegaer og jeg snørede vandrestøvlerne og begav os ud på en gåtur. Ruten var lagt: Vi skulle gå langs Ellevang Kirkes sognegrænse.

Sognegrænsen er en usynlig streg, som man måske først stifter bekendtskab med, når man får brug for en kirkelig handling såsom dåb, bryllup eller begravelse. Men for os, der arbejder i kirken, er den ret central. Det er dét område, vi som kirke har ansvar for og virker i.

Sognegrænsen for Ellevang Sogn går langs Mollerup Skov, tværs over Egå Engsø, følger Egåen, op ad Grenåvej og deler sågar en villavej i to – hvor de lige husnumre hører til ét sogn og de ulige til et andet. Turen gjorde det tydeligt, hvor store forskelle et sogn kan rumme – lige fra etagebyggeri til landlig idyl.

Derfor er det heller ikke mærkeligt, hvis man er i tvivl: Hvor går min grænse? Og ikke mindst: Hvorfor lige dér?

Det gælder ikke kun kortets grænser, men måske især de grænser, vi trækker i livet. Nogle er praktiske og nødvendige. Andre virker tilfældige og ugennemtænkte. Nogle er konkrete. Andre er flydende.

Og så er der også de grænser, vi ikke selv har valgt – men som vi alligevel må leve med. Det er dér, hvor vi står på grænsen af, hvad vi selv magter og ikke magter. Men netop i det grænseland mellem magt og afmagt kan tro, håb og kærlighed blive konkret. For den kristne fortælling begynder dér, hvor vi ikke længere selv kan.

Det blev helt tydeligt i Jesu liv. Jesus gik selv gang på gang over grænser: landegrænser, sociale skel – og ikke mindst grænsen mellem liv og død. Ikke for at fjerne dem, men for at vise, at Gud og hans grænseløse kærlighed også findes på den anden side.

Og det gælder også vores sognegrænser. De er dybest set praktiske rammer, og derfor må de aldrig blive barrierer for os som mennesker. Som kirke hører vi nemlig sammen – det er samme evangelium, vi forkynder – og man er altid velkommen uanset om man hører til sognet eller ej.