»Vi skal ikke være afhængige af uberegnelige tech-milliardærer med tætte forbindelser til en uberegnelig præsident«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hvert år bruger kommunen ca. 258 millioner kroner på software, it-systemer og cloudtjenester – ofte på lukkede løsninger fra tech-giganter, som vi hverken ejer eller har reel kontrol over.
Mange af de programmer og systemer, vi betaler dyrt for, er svære at tilpasse og bliver sjældent brugt fuldt ud. Samtidig vokser vores afhængighed af udenlandske firmaer, som vi ikke selv kan holde ansvarlige.
Vi skal ikke være afhængige af uberegnelige tech-milliardærer med tætte forbindelser til en uberegnelig præsident. Og vi skal ikke bruge penge på noget, der kan gøres markant billigere.
Derfor foreslår vi i SF, at Aarhus Kommune sætter turbo på brugen af open source-software.
- Vi kan spare penge ved at bruge færre penge på licenser – og bruge flere på velfærd.
- Vi får større digital selvbestemmelse og bedre datasikkerhed.
- Vi kan udvikle løsninger sammen med andre kommuner – og undgå dobbeltarbejde.
Og vi slipper for at være låst fast i systemer, vi ikke kan ændre.
Vi foreslår, at Aarhus får en konkret plan med tydelige mål for at mindske licensudgifterne – og samtidig samarbejder tættere med andre kommuner og staten om fælles løsninger.
Open source er ikke bare teknik – det er selvbestemmelse, brugervenlige løsninger og ansvarlig økonomi.