Lad Storkeengen og Justesens Plæne sætte standarden
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
En stille sommeraften på Justesens Plæne og Storkeengen med summende insekter, fuglesang og udsigt over Gudenåen. Det er Randers, når det er smukkest.
Hvis du endnu ikke har oplevet Storkeengen og den omdannede Justesens Plæne, er det på tide at gøre det. Navnlig her i sommerhalvåret er det en fantastisk oplevelse at gå en tur i de to smukke parker, der bringer naturen helt ind midt i byen.
Bag de vilde blomster og de bugtede stier er de to anlæg faktisk moderne, avanceret klimasikring, men det mærker du slet ikke, når du går der. Du mærker ro, fuglesang og glæden ved at bo i en by, hvor naturen får plads.
Du mærker ro, fuglesang og glæden ved at bo i en by, hvor naturen får plads.
I de kommende år fortsætter Randers Kommune og Vandmiljø Randers arbejdet med at klimatilpasse vores by, så den kan modstå både stigende vandstand og fremtidens skybrud. Samtidig skal vi udvikle en helt ny og attraktiv bydel på det gamle havneområde.
Denne udvikling og forvandling af Randers skal fortsat ske med respekt for naturen og med mennesker i centrum.
Når vi bygger Flodbyen og Klimabåndet, skal det ske med samme tilgang som på Storkeengen og Justesens Plæne, hvor nødvendige tekniske løsninger også bliver grønne åndehuller - steder, hvor vi kan mødes, trække vejret og sammen være stolte af vores by.